Tvangslukning ja tak: - Jeg bliver ruineret, hvis jeg åbner før tid

Fynske barer frygter, at regeringen vil have dem til at åbne, mens der er restriktioner. Det kan tage livet af værtshusene, lyder meldingen.

Det er snart længe siden, at et par danseglade fødder sidst har betrådt både danse- og bargulvene i det fynske natteliv.

Barerne og diskotekerne holder lukket på syvende uge, og hvis det står til flere af de odenseanske barer, fortsætter de med at være lukkede, så længe der er restriktioner.

quote Vi er nogle af de sidste, der skal åbne

Philip Dudzinski, ejer af Den Smagløse Café

- Hvis man vælger at åbne vores branche op og fjerne dele af vores kompensation, så er der en risiko for, at udgifterne og underskuddet vil blive så stort, at man i længden ikke kan overleve det, siger Bjørn Hentze, der er direktør for Bargroup.

Han er dog ikke den eneste, der er nervøs for en for tidlig eller delvis genåbning, hvis kompensationen bliver fjernet.

- Så vil jeg slet ikke åbne. Det giver ikke mening. Jeg bliver ruineret hvis jeg åbner, siger ejeren af Den Smagløse Café i Odense, Philip Dudzinski.

Delvis åbning kan tage livet af barer

Bargroup i Odense driver blandt andet barene Den Brølende And, Viggos og Blomsten og Bien i Odense. En af de største bekymringer, direktøren har, er, at man vælger at lade barerne genåbne delvist og dropper kompensation. 

- Bekymringen er, at vi må åbne op med halv belægning og at vi ikke må benytte dansegulvet eksempelvis. Hvordan kan du køre et diskotek uden dansegulv, hvor folk kommer for at danse?, spørger direktøren for Bargroup i Odense.

 
 
Foto: Morten Albek

Både direktøren for Bargroup og ejeren af Den Smagløse Café forklarer, at folk tager i byen for at få nærvær. Afstanden mellem gæsterne, bekymrer ejeren af Den Smagløse Café. 

- Hvis vi skal holde afstand, kan der kun sidde en per bord, og der må ikke være nogen, der står op. Så kommer jeg måske ned på en syvendedel af min forretning, siger han. 

Alkoholen, der bliver serveret, kommer heller ikke til at gøre det lettere, at holde folk adskilt.

- Her er der alkohol involveret og så glemmer man at holde afstand, siger han.

Restauranter og barer

Direktøren for Bargroup og ejeren af den Smagløse, frygter, at barerne vil blive overset som en del af restaurationsbranchen. 

- Det værste der kunne ske, det er at man sammenligner Jensens Bøfhus med Den Brølende And, og så sige, at det jo er i samme branche. Det er vidt forskellige typer forretninger, og det er vidt forskellige ting, vi kan håndhæve, forklarer Bjørn Hentze fra Bargroup.

- Vi er nogen af de sidste, der skal åbne i min verden, tilføjer ejeren af Den Smagløse Café,  Philip Dudzinski.

Også selvom det ikke er ret gunstigt for barerne at holde lukket med kompensation.

- Vi vil rigtigt gerne have åbent. Der er ikke nogen tvivl om, at selv med alle de her hjælpepakker, både lønkompensation og dækning af faste udgifter, så taber vi stadig rigtig mange penge, siger direktøren for Bargroup, Bjørn Hentze.

Kompensationen er vigtig for både direktøren for Bargroup og ejeren af Den Smagløse Café, så længe de ikke må køre på fuldt blus. For uden den, er de ikke sikre på, at de kan klare krisen. 

- Der er jo de her kompensationspakker, som gør, at det lige kan løbe rundt, afslutter ejeren af Den Smagløse Café.

 

Oversigt

    Oversigt