Tyskerne ruller ind: 440 el-løbehjul på gaden i Odense

Fra onsdag morgen vil der være langt flere el-løbehjul til rådighed for odenseanerne. Det tyske firma Tier placerer 440 el-løbehjul forskellige steder i Odense.

De elektriske løbehjul er ikke længere noget særsyn i bybilledet i de større byer, og Odense er ingen undtagelse. Fra onsdag morgen kommer der endnu flere el-løbehjul, man kan leje og køre rundt på i byen.

Tyske Tier rykker ind i Odense med 440 løbehjul, og dermed bliver de den største udbyder af el-løbehjul i Odense.

Egentlig skulle løbehjulene have været klar til brug allerede mandag, men forskellige sikkerhedstjek har gjort, at de først bliver klar fra onsdag morgen.

- De er klar til brug klokken 8.00, fortæller Mads Pedersen, der er operations manager og har ansvaret for Tiers løbehjul i Odense og fortsætter:

- Vi skulle lige have dem ind i landet først, og så skal de tjekkes for fejl, om de lader op som de skal og så videre.

Opfordrer til lovlydig adfærd

Ikke alle er lige begejstrede for de motoriserede løbehjul, der kører i trafikken, men Mads Pedersen siger, at Tier gør, hvad de kan, for at løbehjulene bliver brugt korrekt og ikke står og flyder i gadebilledet.

- Selvfølgelig har vi hørt kritikken, og defor opfordrer vi også folk til at bruge dem ordentligt. Vi kommer også til at rydde op, så der ikke står løbehjul og fylder hele fortovet.

Tier opfordrer desuden til, at man bruger hjelm, når man kører, og der vil være folk, der viser, hvordan man aktiverer dem.

Og hvis man tror, det er et billigt alternativ til en taxa hjem efter en tur i byen, bliver man skuffet.

- Man må ikke køre i beruset tilstand, og det er også derfor, vores løbehjul låser klokken 22.30. Selvfølgelig kan man godt være beruset før det tidspunkt, men vi opfordrer folk til at lade være, for det er ulovligt, siger Mads Pedersen.

App giver adgang til el-løbehjulet

Hvis man vil bruge et af Tiers el-løbehjul, skal man downloade deres app og scanne en QR-kode. Så kommer der et kort, der viser, hvor der står løbehjul, og derefter kan man låse det op. Det koster 10 kroner at aktivere løbehjulet, og derefter hedder taksten 1,5 krone per minut.

Fra onsdag morgen vil man blandt andet kunne finde Tiers turkisfarvede løbehjul ved banegårdpladsen, ved byens bro og ved Rosengårdcentret.

- De kommer til at stå mange forskellige steder. Man kan se løbehjulenes placering via vores app, siger Mads Pedersen.

Tier er det andet firma, der lejer el-løbehjul ud i Odense. 1. juli kom svenske Voi, der sendte 250 løbehjul på gaden.

Tier har tilladelse til 500 løbehjul i Odense, og de sidste 60 kommer til byen på et senere tidspunkt, siger Mads Pedersen.

Se indslaget om el-løbehjul og sikkerhed
Fotograf: Malte Jørstad

Oversigt

    Oversigt