Tyverier stopper uddeling af pakker i Vollsmose

Af hensyn til postbudenes sikkerhed er pakkeleveringen i dele af Odense-bydelen indstillet.

Indenfor 14 dage er det sket fem gange, at postbilen med pakker til borgere i Vollsmose er blevet bestjålet.

Det har nu fået den konsekvens, at der de seneste tre dage ikke er blevet leveret pakker i dele af Vollsmose.

Ifølge Post Danmarks distributionschef Martin von Horsten har flere medarbejdere følt sig truet, når de var på arbejde i Vollsmose.

En medarbejder oplevede, at en mand sprang ind i bilen og rodede i pakkerne, mens medarbejderen kørte bilen, og en anden har oplevet fire hætteklædte mænd stjæle pakker fra postbilen.

For at beskytte sine medarbejdere har Post Danmark draget konsekvensen af tyverierne, og det går ud over de mange, der ikke længere kan få leveret pakker.

De må i stedet nøjes med en seddel i postkassen og selv hente deres pakker i postbutikken efterfølgende.

- Det er selvfølgeig synd for de mange uskyldige borgere i Vollsmose. Men vi forventer at yde pakkeservice igen om et par dage, siger Martin von Horsten til TV 2/FYN.

Post Danmark vil nu tage kontakt til boligforeningerne og håber at have en løsning på plads i næste uge.

Se interview med Martin von Horsten, distributionschef i Post Danmark.

Interview med Transportminister Pia Olsen Dyhr her

Oversigt

    Oversigt