Uacceptabelt og idioti: Vil kræve penge af corona-isolerede, der brød isolation

Flere personer, der var i isolation i kommunale isolationsboliger, brød isolationen og valgte at gå på indkøb og have gæster på besøg. Politikere kalder det totalt uacceptabelt. Flere politikere vil nu undersøge om kommunen kan kræve betaling for opholdet.

Politikere over en bred kam er stærkt forargede over, at coronaisolerede borgere, har brudt isolationen i kommunale isolationsboliger i Odense for at gå på indkøb eller have venner på besøg. 

- Det er fuldstændig idioti, og jeg bliver dybt forarget over det , siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) 

- Det er helt uacceptabelt, at man blæser på gældende retninglinier, siger Jane Heitmann (V), medlem af Folketingets Sundhedsudvalg. 

- Det er forkasteligt, og sætter genåbningen af hele landet i fare, siger Christoffer Lilleholt (V). 

Når man er isoleret på grund af corona, så handler det netop om, at man ikke er i tæt kontakt til andre. Derfor har Odense Kommune udpeget en række boliger, hvor coronasmittede personer kan opholde sig, mens de er smittede, så de ikke er tæt på andre. 

Sundheds- og forebyggelseschef, Jette Mark Sørensen fra Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning, bekræfter at flere personer, der har været indlogeret i isolationsboliger har valgt  at bryde isolationen.

- Der har været enkelte episoder med borgere, der ikke har været forenelige med isolationsophold, hvor reglerne er overtrådt. Det har været fordi, at borgerne er har forladt boligen eller har inviteret gæster ind i boligen, siger Jette Mark Sørensen, sundheds- og forebyggelseschef Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune. 

quote Det her er nogle få, der virkeligt ikke kan finde ud af det, og for at sige det ligeud, så synes jeg, at de er nogle idioter.

Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense, Soc.dem

Personerne var på grund af deres egne boligforhold blevet indlogeret i en isolationsbolig. Her opdagede det tilknyttede sundhedspersonale, at flere af personerne havde brudt isolationen. Det blev opdaget, da de ikke var i lejligheden. Udover at have forladt lejligheden har de isolerede også inviteret venner på besøg i isolationsboligen. 

-  Der har været personale ved lejlighederne, og vi har også haft medarbejdere omkring lejlighederne som har opdaget, at isolationen blev brudt, forklarer Jette Mark Sørensen. 

Var ikke klar over reglerne

Når man er isoleret er meningen netop at undgå at komme tæt på andre, og derfor får man også leveret mad, drikke og andre fornødenheder for at undgå, at de smittede skal bevæge sig ud i samfundet og smitte andre.

Odense Kommune har både isolationsboliger i lejligheder i Vollsmose, på et hotel i Odense og på et nedlagt plejecenter i det sydlige Odense. Boligerne fungerer som isolationsboliger for alle kommunerne på Fyn. 

Episoderne med at der blev set højt på isolationen har ifølge kommunens sundhedschef både været i lejlighederne i Vollsmose og på hotellet. Sundhedschefen vil ikke oplyse alderen på de pågældende og ved ikke, hvor på Fyn de pågældende personer kom fra. 

- Der er taget hånd om sagen. Da vi fandt ud af, at der havde været de her episoder, så kontaktede vi de pågældende og indskærpede omstændighederne omkring det at være i isolation. 

Hvordan reagerede de?

De fortalte, at de ikke var klar over, at de ikke måtte gå ud og hente noget, og det er så det. 

Kræver pengene tilbage

Blandt politikerne i Odense Kommune vækker oplysningerne om den brudte isolation harme og forargelse. 

- Det her er nogle få, der virkeligt ikke kan finde ud af det, og for at sige det ligeud, så synes jeg, at de er nogle idioter, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Borgmesteren vil nu se, om man kan kræve betaling for isolationsopholdet hos de personer, som har misbrugt faciliteterne og brudt isolationen.

- Jeg vil gerne have, at de skal betale pengene tilbage for det ophold de har haft i isolationsboligerne, de der har misbrugt det, og det har jeg allerede i dag bedt om at få undersøgt, siger Peter Rahbæk Juel. 

Også Venstre-rådmand, Christoffer Lilleholt, er forarget over, at nogen kan finde på at bryde isolationen.

- Jeg er i det røde felt over, at der er nogen der gambler med andres helbred og sikkerhed. Vi har en fælles aftale i det her samfund, at når man har corona eller er nær kontakt til en corona-smittet, så holder man sig hjemme. Det har de ikke forstået. Det er forkasteligt at de kan finde på det,  siger Christoffer Lilleholt, der er by- og kulturrådmand i Odense (V). 

Også den liberale rådmand vil nu undersøge, om man kan hente penge hos de personer, som brød isolationen

- Jeg vil gerne have, at vi kan sende regningen videre, til de der ikke overholder isolationen, for det er forkasteligt, siger Christoffer Lilleholt. 

Opfordrer til bøder

Også fra landspolitisk hold lyder der stærke reaktioner på, at nogle smittede borgere tager så let på situationen og bryder isolationen.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at man ikke respetkerer de anbefalinger, der er med, at at man isolerer sig og holer afstand og i det hele taget udsviser samfundssind, siger Jane Heitmann (V), der er medlem af Folketingets Sundhedsudvalg. 

Hun vil nu opfordre til, at regeringen benytter sig af muligheden for at tvangsisolere personer, som ikke af sig selv kan finde ud af at holde sig isolation, når de er smittede.

- De unge mennesker burde skamme sig over deres opførsel og den måde, som de udsætter andre mennesker for fare på. Jeg havde gerne set, at regeringen havde taget initiativ til at man kan tvangsisolere mennesker, som udgør en smitterisiko for andre. Vi har en særlig forpligtigelse til at passe på vores sårbare og derfor er det helt afgørende, at hvis man enten selv er smittet eller har været tæt kontatk til en smittet, at man respekterer myndighedernes anbefalinger og holder sig i isolation, siger Jane Heitmann. 

Også Julie Skovsby (S) der sidder i Folketingets Sundhedsudvalg finder det bekymrende, når nogen bryder isolationen. 

- Jeg synes, at det er helt uacceptabelt, hvis smittede personer ikke overholder deres isolation og kan være med til at starte nye smitte kilder, så går det ud over alle andre, siger Julie Skovsby. 

Regeringen foreslog i mandags, at der skulle være mulighed for både at give bøder, hvis personer ikke lod sig teste eller brød isolationen. Men et flertal af politikerne ville ikke bakke op om, at det skulle give bøde ved manglende test.  

- Vi havde gerne set, at man kunne give påbud om både test og isolation, men det ville et flertal i folketinget ikke være med til. Derfor må vi nu se på andre muligheder for at inddæmme smitten.

Hvorfor laver I ikke tvangsisolation?

- Sundhedsministeren har i går oplyst til Folketinget, at han har spurgt Epidemikommissionen og deres vurdering er, at det ville være dumt at gå videre med krav om isolation, hvis der ikke er testkrav også. De to ting hænger sammen, forklarer Julie Skovsby. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsministeren i dag. Heller ikke Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, er vendt tilbage på TV 2 Fyns beskeder.