Ud af far Kims skygge: Hjalmer Larsen plade- og koncertaktuel

Den fynske musiker og sanger Hjalmer Larsen er søn af Kim Larsen, der ikke behøver nogen nærmere introduktion. Hjalmer Larsen har netop udsendt EP'en Skabt til at være Ung, og snart tager han på sin allerførste turné.

Selv siger Hjalmer Larsen, at han er stolt af sit fædrene ophav. Men samtidig handler det for ham om at stå på egne ben, hvis man vil noget med sin musik.

Hjalmer Larsen er vokset op i Odense. Som søn af Danmarks nationalskjald, Kim Larsen, kunne man tro, at det nærmest var forventet, at Hjalmer Larsen skulle gå musikkens vej, men sådan har Hjalmers vej til selv at blive musiker ikke været.

- Altså det var ham (Kim Larsen,red.), der lærte mig at spille musik. Men det var aldrig sådan, at jeg skulle spille musik. Det var mere: Her er en ukulele, og her er tre akkorder. Gør med det, hvad du har lyst til! Og det havde jeg så lyst til og fik hurtigt mere lyst til. Og så tror jeg bare, at jeg har iagttaget ham hele mit liv. Selvfølgelig er jeg meget inspireret af ham, fordi han skriver fantastiske sange, men også bare som menneske og far, siger Hjalmer Larsen.

Klar til turné

Hjalmer Larsen skal snart på sin allerførste turné, og der er allerede godt gang i billetsalget.

Hvorfor er det gået så godt? 

- Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det faktisk ikke, men det er forhåbentlig fordi folk kan lide min musik. Vi udgav den allerførste sang i februar, og sådan noget kan gå i mange forskellige tempi, og der er bare ret mange, der har taget musikken til sig meget hurtigt. Og det er jo bare mega skønt, siger Hjalmer Larsen.

Første turné af mange

Hjalmer Larsen er på vej på sin første turné nogensinde, og han er bevidst om, at han er ny, så han vil gerne give sit publikum den bedst mulige oplevelse.

- Forhåbentlig er det starten på usandsynlig mange turnéer, jeg skal ud på. Så jeg tror bare, vores håb er at skyde den af på bedst mulig måde, siger Hjalmer Larsen.

Den fynske sanger Hjalmer Larsen, søn af Kim Larsen, udgav i oktober 2017 sin debut-EP og tog på sin første turné.

Oversigt

    Oversigt