Udskældt bryllupskoncert kan få konsekvenser for kunstmuseum

Det kan få konsekvenser for Kunstmuseum Brandts i Odense, at et af museets lokaler blev lejet ud til en privat Aqua-koncert i forbindelse med et bryllup.

Der var godt gang i festen, da kokken Thomas Pasfall og Maria Giørtz-Behrens fejrede deres bryllup den 28. august i år.

Som tidligere beskrevet af TV 2 Fyn deltog flere prominente odenseanere i festen – blandt andet borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og byrådsmedlem for Konservative Tommy Hummelmose.

Som led i det stort anlagte bryllup forlod gæsterne midt på aftenen Restaurant Pasfall for at deltage i surprise-koncert med Aqua på Kunstmuseum Brandts - en selvejende institution, der modtager driftsstøtte fra blandt andet Odense Kommune.

Skal betale lejeindtægt tilbage 

Den private koncert er blevet kritiseret for ikke at leve op til coronaretningslinjerne, og nu risikerer museet så at skulle betale hele lejeindtægten tilbage.

Det fortæller Martin Petersen, der er afdelingschef i Fritid og Kultur i Odense Kommune, efter at ledelsen på Kunstmuseum Brandts mandag holdt møde med Odense Kommune om sagen.

- Vi er ved at kigge på, hvilke konsekvenser det skal have i forhold til den leje der er betalt, og hvad det betyder for kommunens lokaler. Det er forvaltningen ved at kigge på nu på baggrund af mødet i dag. Én mulighed er, at Brandts skal betale det tilbage, de har fået ind i lejeindtægt på lokalet, siger han.

Oversigt

    Oversigt