Udskiftning i OB: En spiller ind - to profiler ud

Angriberen Mart Lieder skifter øjeblikkeligt til OB fra Sønderjyske. Til gengæld ryger Julius Eskesen og Anders K. Jacobsen den anden vej.

OB er blevet enige med Sønderjyske om at hente hollænderen Mart Lieder til klubben nu i stedet for til sommer. 

- Jeg glæder mig selvfølgelig til at komme i gang med det samme. Jeg kan næsten ikke vente med at få min nye trøje på, og det føles bare helt rigtigt, siger den 29-årige angriber Mart Lieder til ob.dk.

Mart Lieder skulle egentlig først have skiftet til OB til sommer. Men nu har klubben altså valgt at hente ham med det samme. Mart Lieder har tidligere spillet for en lang række hollandske klubber.

Eskesen til Sønderjyske

Til gengæld ryger det unge talent Julius Eskesen den anden vej over Lillebælt. Han er tirsdag blevet solgt til Sønderjyske. Julius Eskesen har ikke fået nok spilletid i OB på det seneste, så nu tager han sammen med klubben konsekvensen af det. 

- Vi håber dog ikke, at det er et endeligt farvel til fodbold i OB, og vi ser gerne, at han kommer tilbage til klubben igen på et senere tidspunkt, siger sportsdirektør Jesper Hansen om salget af midtbanespilleren.

Anders K. Jakobsen også væk

En anden ærkefynbo, 30-årige Anders K. Jacobsen, er også færdig i OB i denne omgang. Han har fået ophævet sin kontrakt, og skifter ligesom Eskesen til Sønderjyske. 

Han har i denne sæson fået 12 kampe og scoret to mål.

En god mand

- Anders har været en god mand for OB gennem snart fem år og har altid givet sig 100 procent for klubben. I de seneste sæsoner er han gledet ud af startopstillingen, og der er flere foran ham i den offensive række.

- Derfor er det bedre, at han får tid til at finde nye udfordringer, og vi er sammen blevet enige om at ophæve kontrakten nu. På den måde kan Anders helt frit forhandle med en anden klub og skal ikke eventuelt vente til sommer med et skifte, hvor han er transferfri, siger Jesper Hansen tirsdag til klubbens egen hjemmeside.

Sønderjyske har allerede nævnt, at de har sikret sig Anders K. Jacobsen.

Oversigt

    Oversigt