Udsolgt på rekordtid: Rammstein giver ekstrakoncert i Odense

Det tyske metalband Rammstein spiller en ekstrakoncert på Dyrskuepladsen i Odense til sommer.

Der bliver dobbelt op på tysk metal på Dyrskuepladsen til sommer.

Det tyske metalband Rammstein spiller nemlig ikke bare én, men to koncerter på Fyn til sommer. Det skriver All Things Live, der er arrangør, i en pressemeddelelse.

Torsdag formiddag blev billetterne til koncerten på Dyrskuepladsen 2. juni næste år sat til salg, men meget hurtigt opstod der enorm kø på billetlugen.dk, hvor billetterne sælges.

Da de 45.000 billetter på meget kort tid blev solgt, blev der annonceret en ekstrakoncert dagen efter. 

Billetterne er allerede sat til salg.

Største koncert i Odense

Med plads til 45.000 publikummer bliver de to koncerter de hidtil største i Odense. Aldrig har en koncert i Odense solgt så mange billetter, og aldrig før har Rammstein spillet så stor en enkeltkoncert i Danmark. 

I 2016 spillede Rammstein også i Odense, hvor bandet var et af hovednavnene på festivalen Tinderbox.

Dengang ventede flere tusinde fans på, at Rammstein skulle få nattehimlen til at gå i brand, og bandet var blandt andet årsag til, at festivalen måtte melde udsolgt af torsdagsbilletter.

De seneste par år har Rammstein været på landevejene med deres europæiske stadionturné, som er bandets første nogensinde, og tidligere i år udgav de tyske metal-mastodonter deres ottende studiealbum "Zeit", der fulgte op på et længeventet album fra 2019. 

Rammstein er kendt for deres vilde liveshows, der blandt andet inkluderer dramatisk sceneudsmykning og vanvittig pyroteknik. Koncertgæsterne kan derfor se frem til et gennemført show i Odense næste sommer.


Oversigt

    Oversigt