Et uheld med fire involverede biler skabte tirsdag formiddag kø i østgående retning på Fynske Motorvej mellem afkørsel 51 Odense S og afkørsel 50 Hjallese.
Politiet modtog meldingen klokken 07.45 tirsdag.
- Uheldet skyldes for tæt kørsel - måske for høj hastighed, fortæller Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.
Der er tale om et harmonikasammenstød, hvor fire biler kørte op i hinanden. Der er to lettere tilskadekommende, der begge er kørt til tjek på OUH.
Ikke længere kø
Alle spor er igen farbare.
Kort efter uheldet skrev Vejdirektoratet på Twitter, at motorvejen ville være spærret ind til tidligst klokken ni, mens oprydningsarbejdet stod på. Det lykkedes dog at åbne vejen omkring en halv time tidligere.
Et par af bilerne holder fortsat i nødsporet, men vejen er åben igen. Bilerne bliver fjernet senere.
Vejdirektoratet oplyste på Twitter, at der efterfølgende var kødannelse, men ifølge trafikinfo.dk er køen nu opløst.