I det fynske folks tjeneste

Ulovlige hundehvalpe udløser store bøder til fynboer

Tre fynboer blev i sidste uge tildelt bøder for uden tilladelse at importere og handle med hundehvalpe.

Der er tale om hunde af racen engelsk bulldog og fransk bulldog. Arkivfoto. Foto: Annelene Petersen/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

To mænd og én kvinde er ved Retten i Odense blevet dømt for ulovlig import og salg af hundehvalpe fra Polen.

Det drejer sig om minimum 55 hvalpe af racen engelsk bulldog og fransk bulldog, der er fragtet til Danmark med henblik på videresalg, uden at de dømte havde de nødvendige tilladelser til at drive erhvervsmæssig hundehandel. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Kvinde holdt hundehvalpe fanget i mørk trækasse

De mange komplekse forhold har betydet et større efterforskningsmæssigt arbejde, fortæller anklagerfuldmægtig Karen Lykke Jensen i meddelelsen.

- Sagen har taget tid at efterforske, fordi vi har skulle identificere en lang række købere, vidner, salgsannoncer og de 55 hundehvalpe, som stammer fra flere forskellige kuld, siger hun.

Handlet på Den Blå Avis og Facebook

Hvalpene er købt og derefter handlet på sider som Gul og Gratis, Den Blå Avis og Facebook i perioden juli 2017 til august 2018. 

Vi er meget interesserede i at få stoppet de her hvalpefabrikker

Karen Lykke Jensen, anklagerfuldmægtig

De to mænd, der er fra Svendborg, blev dømt til at betale henholdsvis 100.000 kroner og 80.000, mens kvinden, der er fra Kværndrup, skal betale 60.000. Yderligere én kvinde blev frifundet. 

Ifølge Fyns Politi blev der i retten lagt vægt på antallet af hvalpe, der er importeret, uden de tre fynboer er registret som importører, og derefter solgt uden tilladelse.

Læs også Dømt for dyremishandling: Hund stukket ihjel med køkkenkniv til sommerfest

- Det har været centralt for os at skabe et tydeligt helhedsbillede og knytte disse mange forhold til de sigtede personer, for dermed at kunne bevise det omfang og den systematik, som der har været i den ulovlige import og efterfølgende ulovlige erhvervsmæssige handel med hvalpene, siger anklageren.

Hundene bliver ved nye ejere

Der er set en stigende udvikling i antallet af ulovligt importerede og solgte hunde, og anklageren opfordrer hundeejere, der har oplevet noget mistænkeligt i forbindelse med købet af deres hund, til at henvende sig.

- Hvis den for eksempel har polske papirer uden nogen forklaring. Vi er meget interesserede i at få stoppet de her hvalpefabrikker, siger Karen Lykke Jensen.

Læs også Politiet afliver færre bidende hunde efter hundeloven

Da der i dette tilfælde er tale om ulovlig import, og hundene ikke er stjålede, får de lov til at blive hos deres nye ejere.

Dommen faldt 3. februar, og sagen kan ankes frem til mandag 17. februar.