I det fynske folks tjeneste

Undrer du dig også over hullet i broen?

For kraftigt udstyr på Albanibroen har givet Odense Letbane en håndfuld ugers ekstra arbejde.

00:32

Det er dette hul, som en entreprenør fik skabt i Albanibroen ved hjælp af for kraftigt udstyr. Fotograf: Jeanette Torndahl Fournier Redigering: Jonas O. Mattsson Stillfoto: Christoffer Laubel

"Hov! Har letbanen banket hul i broen?".

Sådan spørger en borger TV 2 Fyn. Borgeren var søndag ude at gå en tur med fruen og skriver, at han så, "at der er blevet slået hul gennem Albanigade-broen ned til å-stien". 

"Mon der er en entreprenør, der har været for effektiv?", spørger borgeren.

Læs også Sådan: Ihærdige Jes skaffede solid mobildækning

Og den er god nok. Der er slået hul i broen, og jo der er nogen, som har været for effektiv. Til gengæld er det et planlagt hul, skriver Odense Letbane i et svar til TV 2 Fyn.

- Det aktuelle hul i Albanibroen skyldes, at der i den kommende tid skal foretages reparationer af betonen det pågældende sted på broen, forklarer Odense Letbanes tekniske direktør Steen Lykke. 

Han forklarer videre at for at sikre skinnernes korrekte placering, var det nødvendigt for entreprenøren at fjerne den øverste del af brodækkets beton.

Det er helt efter planen, men alligevel blev der gået lidt for kraftigt til værks, fortæller Steen Lykke.

- I den proces har entreprenøren anvendt for kraftigt udstyr, så de har skadet dele af betonen dybere nede end det lag, der skulle fjernes. De har således skadet den forholdsvis tynde betonplade, der ligger mellem de ribber, der bærer selve broen, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Sådan ser hullet ud nedefra. Foto: Christoffer Laubel

Og sådan ser hullet ud oppefra. Foto: Jeanette Fournier

Påvirker ikke letbanens åbning

Steen Lykke understreger, at skaden ikke påvirker broens bærende kapacitet, da der netop ikke er sket skade på de ribber, som sikrer broens bæreevne.

- Det er en ren betonskade, der naturligvis skal repareres af hensyn til at sikre levetiden af konstruktionerne, men i princippet vil togene trygt kunne køre over broen, siger Steen Lykke og tilføjer:

- Vi skal selvfølgelig aflevere en letbane til byen, som holder rigtigt længe uden diverse reparationsudbedringer, der kan forstyrre driften, så derfor reparerer vi naturligvis de opståede skader på det pågældende sted.

Steen Lykke vurderer, at arbejdet med hullet vil være i gang de næste tre til seks uger.

Og så er det værd at bemærke, at reparationen af Albanibroen ikke vil påvirke letbanens åbning til efteråret 2021.

Læs også Følg corona-situationen: Ingen tvinges til corona-vaccine

På å-stien under broen var der søndag en form for afspærring under hullet. Foto: Christoffer Laubel