Ung bulldog på kontrakt

Frederik Sørensen er nu på en ungdomskontrakt hos Odense Bulldogs.

Hårdt slid, loyalitet og god indsats på træninger og i kampe baner nu vejen til en kontrakt for Frederik Sørensen.

Det 19-årige angrebstalent Frederik Sørensen har netop sat sin signatur på en ungdomskontrakt for resten af sæsonen.

Den arbejdsomme slider har været et solidt indslag, når han har været med på træninger og sågar i kampe hidtil i sæsonen. Derfor belønnes han nu med en aftale.

- Det har altid været en drøm at komme på kontrakt, lige siden jeg selv stod på lægterne med min mor og far. Det er noget jeg selvfølgelig har lagt en masse energi i og ofret en del for i lang tid, og derfor er det ekstra rart, at det nu giver pote, siger Frederik Sørensen og fortsætter:

- Jeg vil selvfølgelig gerne spille mig ind som fast mand på holdet, men ellers fortsætte min udvikling via stenhårdt arbejde.

Debut for tre år siden

For snart et år siden debuterede unge Sørensen i en kamp i Esbjerg, og siden er det i alt blevet til 12 optrædener i Bulldogs-dragten.

Heriblandt syv liga- og to pokalkampe i indeværende sæson.

- Frederik har arbejdet hårdt hele sæsonen, og er blevet flyttet lidt op og ned siden starten. Han har en god attitude og udvikler sig fint. Vores organisation arbejder hårdt på, at de unge spillere kan tage det næste skridt, udtaler cheftræner Brad Gratton.

Med Frederik Sørensens underskrift er der nu 22 spillere på kontrakt. To keepere, syv backer og 13 forwards.

Oversigt

    Oversigt