Fodgænger dræbt på motorvej: Forlod fastelavnsfest i nærheden

Det var formentlig en tragisk ulykke, da en ung mand natten til søndag døde efter han blev ramt af en bil på Fynske Motorvej.

Natten til søndag mistede en 23-årig mand livet på Fynske Motorvej. I første omgang var Fyns Politi usikre på, hvorfor manden gik på motorvejen. 

Men nu har de et bud. 

Efterforskningen viser, at det formentlig var en ulykke. 

- Vi har talt med vidner, som har været sammen med den nu afdøde mand helt op til ulykken, siger kommunikationskonsulent ved Fyns Politi, Sunniva Pedersen-Reng.

Den 23-årige mand var til en fastelavnsfest i nærheden af motorvejen. Ifølge Fyns Politi havde den 23-årige mand klokken cirka kvart over tre natten til søndag sagt, at han ville forlade festen. Han var blevet tilbudt at blive og sove, men havde afslået og derefter forladt festen.

Kendte ikke byen

Manden var ikke fra Fyn og kendte ikke Odense. Derfor mener Fyns Politi, at han formentlig er gået forkert.

- Han har ikke gået rundt på motorvejen særligt længe, men er blevet ramt at bilen ret hurtigt. Ulykken skete cirka et kvarter efter, manden havde forladt festen, siger Sunniva Pedersen-Reng.

- Vores bedste bud er, at det er en tragisk ulykke, fortæller hun.

Lige nu venter Fyns Politi på resultatet af de blodprøver, som blev taget fra den nu afdøde mand. Resultaterne skal gerne give svar på, om manden var påvirket af stoffer, alkohol eller medicin. 

Først når resultaterne er kommet, kan Fyns Politi lukke sagen.

Oversigt

    Oversigt