Ung mand stjal et glas aioli: Truede med at spytte personalet i ansigtet

Et glas aioli røg i lommen hos en ung mand, der efterfølgende truede med at spytte butikspersonalet i ansigtet.

I Coop365 på Nørregade i Odense opstod en ubehagelig episode med en ung mand, der stjal et glas aioli i butikken.

- Personen, der stjal aiolien, er en yngre mand, der er socialt udsat, forklarer kommunikationskonsulent Sunniva Pedersen-Reng fra Fyns Politi.

Episoden fandt sted søndag klokken 13.26. Anmeldelsen til Fyns Politi skete klokken 13.30.

Det, der førte til anmeldelsen, var, at en medarbejder i Coop365 spottede den unge mand, da han tog glasset med aioli i lommen.

- Hun ser, at han putter den i lommen og siger det til en kollega. Det er så kollegaen, der konfronterer den unge mand, siger kommunikationskonsulent Sunniva Pedersen-Reng fra Fyns Politi.

Ved konfrontationen med personalet trak den unge mand sit mundbind ned og truede med, at han ville spytte personalet i ansigtet.

Herefter skubbede han den ansatte og løb ud af butikken og ned ad Nørregade mod banegården. To medarbejdere fra butikken løb efter ham.

Blev tilbageholdt af OBC-vagter

Dog blev det to OBC-centervagter, der fik tilbageholdt den unge mand med aiolien i lommen. De tilbageholdt ham indtil en patrulje kom, hvorefter politiet håndterede sagen.

- Der er ikke nogen forklaring på, hvad den unge mand skulle bruge aiolien til, siger kommunikationskonsulent Sunniva Pedersen-Reng fra Fyns Politi.

Glasset med aioli koster 14,95 kroner i Coop365. Den unge mand er blevet sigtet for episoden.

- Han er sigtet for røveri, truslen, skubbet og at løbe fra gerningsstedet, siger Sunniva Pedersen-Reng afslutningsvis.

Oversigt

    Oversigt