Unge delte materiale fra Hizb ut-Tahrir ud til skoleelever

To unge mænd delte tirsdag materiale ud fra organisationen Hizb ut-Tahrir foran Abildgårdskolen i Odensebydelen Vollsmose.

Skoleelever på Abildgårdsskolen i Odense blev tirsdag morgen mødt af to unge mænd, der delte materiale fra den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir ud til eleverne. 

Det bekræfter Allan Feldskou, der er skoleleder på Abildgårdskolen, overfor TV 2 Fyn. 

Han har ikke flere kommentarer til sagen, men har på skolens kommunikationsplatform AULA skrevet:

- To unge mænd i 20'erne uddelte materialet. Jeg var ude at tale med en af dem og bad dem om at finde et andet sted at dele ud. Det blev en kort ordveksling, og han havde ikke til hensigt at flytte sig. Jeg kontaktede fluks nærpolitiet, de kom kort efter og kunne klokke cirka 8.45 fortælle mig, at de to unge mænd var i deres gode ret til at stå og dele materialet ud.

Ifølge beskeden fra AULA delte de to unge mænd materialet ud fra cirka 7.45 - 8.15, men politiet kunne ikke fjerne dem, da Hizb ut-Tahrir er en lovlig bevægelse, og de stod på et offentlig areal og altså ikke skolens matrikel. 

Hizb ut-Tahrir

Hizb ut-Tahrir er en muslimsk bevægelse, der ønsker at oprette en islamisk stat, hvor sharia - islamisk ret - hersker. Og netop uddelingen af materialet fra Hizb ut-Tahrir havde Allan Feldskou gerne været foruden.

I beskeden fra AULA fremgår det, at flere elever har taget imod materialet og formentlig også bragt det med hjem. 

- Det er vigtigt, at eleverne får at vide, at det er en uddeling, som skolen på ingen måde har noget med at gøre, og vi så meget gerne, at eleverne ikke blev mødt med den slags materiale nærmest ved skolens hovedindgang (i hvert fald på vej i skole), skriver Allan Feldskou videre på AULA. 

Det er ikke første gang at Hizb ut-Tahrir har spredt sit budskab ved Abildgårdskolen. Tilbage i 2016 delte organisationen også materiale ud til skoleelever.

Oversigt

    Oversigt