I det fynske folks tjeneste

Unge hjælpere på plejehjem: - Meget vigtigt og så fedt

Politikerne i Odense skal drøfte, om unge skal ansættes som hjælpere i fritidsjob på plejehjem. De unge, de ældre og lederne er enige om, at det er en succes.

00:16

Jessica Hellesnes Thomsen har arbejdet i fritiden på et plejehjem. Idéen med unge i fritidsjob hos de ældre kan komme til Odense og kommer til Nordfyn i 2020. Video: TV 2 Østjylland

Tirsdag skal Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune drøfte, om det er en god idé at ansætte unge mennesker på kommunens plejecentre.

Læs også Kulde, træk og dårligt indeklima: Fyn har mange utætte skoler

Erfaringer fra Horsens viser, at tre ud af fire unge hjælpere mener, at ansættelsen har vakt deres interesse for en karriere inden for ældreområdet. 

- Det er virkelig spændende og meget meningsfuldt, og jeg synes, det er meget vigtigt. Jeg synes, det er så fedt at være her, siger Jessica Hellesnes Thomsen.

Hun har været hjælper på Præsthøjgården i Horsens, hvor man har haft stor succes med ansættelse af unge på plejecentrene. Her har de unge haft mulighed for at snuse til ældresektoren som en karrierevej. 

02:07

Se tv-indslaget om fritidsjob på plejehjem.  Video: Maria Lillesø / Henrik Bisgaard

Luk video

Ældre: Vi hilser de unge velkomne

Flere beboere på Ærtebjerghaven Plejecenter i Odense synes, det er en god idé med udsigten til flere unge mennesker på plejehjemmene. 

- Det lyder godt. Det vil vi hilse velkommen. Det betyder et løft i hverdagen, siger Kaj Jørgensen, der bor på plejehjemmet i Odense. 

Et stigende antal af ældre betyder, at der i den grad er behov for, at flere unge har lyst til at arbejde med ældre.

Ledelsen: Helt vildt livsbekræftende

Ledelsen på plejehjemmet er enig i, at unge hjælpere på plejehjem - ligesom i Horsens - også vil være den rigtige løsning for Odense. 

- Det er en rigtig god idé. Det giver noget, uanset om det er børn eller unge i samspil med de ældre. Det giver almindelig hverdagsaktivitet og en livsglæde, der kommer ud af de unge. Helt vildt livsbekræftende, siger centerleder Heidi Tange.

På Fyn kommer man til at mangle 3.600 nye sosu-ansatte de næste ti år, hvis det eksisterende plejeniveau skal bevares. 

Svært at forklare plejehjemsarbejde

Hvis man derfor kan lokke flere unge over i social- og sundhedssektoren, er man godt på vej. 

- Hvis der er nogle unge mennesker, der kan komme ind og få lyst til jobbet, er det en rigtig god idé, siger Torben Klitmøller Hollmann, der er sektorformand i Social- og sundhedssektoren i FOA. 

- Det er det, fordi det er svært at forklare, hvad man laver på et plejecenter. Det skal opleves, siger han. 

Rådmand: Fast personale har for travlt til avisoplæsning

Fra politisk side bakker Konservative i Odense op om idéen.

- Det vil give flere smil på vores plejehjem. Det synes jeg, at de ældre fortjener. At få unge ind giver energi og spontanitet. Det er unge, der bliver ansat til at løfte nogle sociale opgaver som at læse en avis eller spille kort, siger ældre- og handicaprådmand i Odense Kommune Søren Windell (K). 

Burde det faste personale ikke have overskud til det?

- Jo, det kunne man godt tænke sig i en drømmeverden, men det faste personale er meget hårdt spændt for. Ældre, der er på plejehjem i dag, er mere syge, end de var for fem eller ti år tilbage, siger Søren Windell. 

02:28

Rådmand Søren Windell forklarer, hvorfor han bakker op om idéen med unge i fritidsjob på Odenses plejehjem.  Video: TV 2/Fyn

Luk video

I Nordfyns Kommune har man allerede besluttet at ansætte unge på plejecentrene med start 1. februar 2020.