Uroen fortsætter: Søsterforenings resultater skal undersøges

Enhedslisten i Odense vil nu have undersøgt de resultater, foreningen Søstre mod vold og kontrol har givet til kommunen

Det skal undersøges nærmere, hvordan Søstre mod vold og kontrol indtil nu har hjulpet kvinder fri af vold og negativ social kontrol i Odense, særligt i bydelen Vollsmose.

Det kræver byrådsmedlem for Enhedslisten i Odense Byråd, Reza Javid. Han har derfor bedt forvaltningen uddybe, hvad foreningens arbejde med udsatte består i. For eksempel når den i sin egen evaluering skriver, at den fra oktober 2021 til marts 2022 har “understøttet 323 udsatte borgeres opgør med negativ social kontrol”.

- Jeg har ikke noget konkret billede af, hvordan hjælpearbejdet i foreningen foregår. Vi skal derfor have en helhedsvurdering, så vi kan finde ud af, om vi synes, foreningen skal fortsætte med at have støtte fra kommunen, eller om støtten skal stoppes. Vi vil gerne vide mere konkret, hvad er det, de har lavet, hvordan de har understøttet kvindernes kamp mod negativ social kontrol, siger Reza Javid.

Den omstridte kvindeforening i Odense, Søstre mod vold og kontrol, er kommet i et stormvejr, efter at Radio4 og TV 2 Fyn har kunnet fortælle om, hvordan en anerkendt islamforsker har oplevet at blive truet af foreningens talskvinde og frivilligchef, Kefa Abu Ras. Ifølge forskeren Jesper Petersen blev han truet med en udskamningskampagne på de sociale medier, hvis ikke han trak to faglige udtalelser tilbage.

Slingrekurs skaber usikkerhed

Først benægtede foreningen, at truslen skulle have fundet sted, men nu har foreningens direktør indskærpet over for talskvinden, at ingen må føle sig truet af at være i dialog med Søstre mod vold og kontrol. Denne slingrekurs har fået Reza Javid til at reagere.

- Det mener jeg ikke er den rigtig måde at gøre tingene på. Jeg synes, der er sket en tillidskrise mellem kommunen og foreningen på baggrund af de ting, der er kommet frem, tilføjer Reza Javid.

Afsløringen et kommet frem efter en advokatundersøgelse, som Odense Byråd bestilte for at komme til bunds i en række andre anklager mod foreningen. Her var foreningen, der skal bekæmpe negativ social kontrol og vold mod kvinder, blandt andet anklaget for at udelukke medlemmer og for at presse tidligere medlemmer.

Advokaterne bag rapporten nåede frem til, at foreningen ikke havde begået noget ulovligt. Men Radio4 har fremlagt et forløb med en tidligere frivillig, der følte sig truet og presset af foreningens talskvinde, og det sammen med islamforskerens oplevelse har altså fået Enhedslistens tillid til at vakle.

- De ting, vi snakker om, med kommunikation og pres på kritikere og så videre, det er ikke noget som decideret er ulovligt, men det er heller ikke noget, der er foreneligt med arbejdet i en forening, som får støtte fra Odense Kommune, siger Reza Javid.

Kravet er rimeligt

Foreningens slingrekurs har blandt andet betydet, at et flertal i Beskæftigelses- og socialforvaltningen i tirsdags vedtog, at støtten til foreningen nu skal diskuteres på et byrådsmøde 1. juni. Venstres Christoffer Lilleholt udtalte til Radio4 og TV 2 Fyn, at kassen til Søstre mod vold og kontrol skulle smækkes i, og at pengene kunne bruges bedre andre steder. Og som Venstres rådmand på området hilser han Enhedslistens krav om uddybelse af foreningens arbejde velkomment.

- Jeg kan sagtens forstå, at han har rejst det krav. Der er flere politikere, der har brug for mere information, før de kan træffe deres afgørelse. Det er helt fair. Og jeg er sikker på, at vi kan nå at tilvejebringe de oplysninger. Umiddelbart lyder det ikke som en phd-afhandling, nærmere et notat på 2-3 sider.

Også det konservative byrådsmedlem Joachim Hoffmann-Petersen mener ligesom Reza Javid, at det er svært at gennemskue, hvordan foreningen konkret har hjulpet kvinder i kampen mod negativ social kontrol.

- Det er interessant at spørge ind til det. Men på det generelle plan har vi ikke tillid til dem. Vores tillid til dem er brudt, så vi mener ikke, de skal have flere støttekroner. Vi behøver ikke flere oplysninger, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Ledelsen i foreningen er inviteret til at komme til næste møde i Beskæftigelses- og Socialudvalget for at forklare sig den 31. maj, dagen inden hele byrådet skal stemme om, hvorvidt den kommunale støtte skal fjernes eller ej.

Det har ikke været muligt at få en kommentar om Enhedslistens krav fra direktør i Søstre mod vold og kontrol, Maja Løvstrup, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.