Usædvanlig underskriftsindsamling: Naboer vil have færre støjende koncerter

Mens Tinderbox, Heartland og andre store koncerter måtte aflyse i sommer, så blev der skruet op for udendørskoncerter andre steder. Det gav støj i flere boligkvarterer, og nu vil naboerne til et af de nye koncertsteder have begrænset antallet af koncerter.

Sanne Salomonsen, Anne Linnet, Carpark North og Christoffer var blandt de navne, der i sommer gav udendørskoncert ved Bondestuen i Odense. Koncerterne, der blev kaldt "Musik ved Bøgen" var en stor succes, og der var udsolgt til flere af koncerterne.

Men for naboerne til Bondestuen, der ligger over for Zoologisk Have, var det ikke kun en fornøjelse.

quote Det er ikke rimeligt, at vi så mange gange i løbet af sommeren ikke kan være i vores haver og har svært at høre tv-avisen, når vi er i vores eget hjem

Thomas Kehlet-Larsen, formand for Carl Baggers Venner

- Vi er glade for,  at der sker noget i vores kvarter, men ti koncerter i løbet af sommeren var voldsomt. Det er ikke rimeligt, at vi så mange gange i løbet af sommeren ikke kan være i vores haver og har svært at høre tv-avisen, når vi er i vores eget hjem, siger Thomas Kehlet-Larsen, der er formand for beboerforeningen Carl Baggers Venner, der repræsenterer beboere i boligområdet omkring Bondestuen.

Fik lovet fire – men fik ti

Derfor har beboerne nu afleveret en underskriftsindsamling til kommunen, hvor de kræver, at der bliver sat et loft på fire koncerter på Bondestuen i løbet af sommeren 2022.

By- og Kulturudvalget i Odense skal tirsdag drøfte, hvor mange koncerter der kan holdes i sommeren 2022 på Bondestuen. Forvaltningen skriver om underskriftsindsamlingen, at ”dette er helt usædvanligt for arrangementer i Odense, hvor der normalt opleves stor tolerance overfor koncerter og andre udendørs events.”

47 beboere i området har skrevet under på, at der kun bør gives tilladelse til fire udendørskoncerter på Bondestuen til sommer.

quote Det er jo ikke typiske festivalgæster, der kommer til vores koncerter, men et modent publikum, der opfører sig ordentligt både før og efter koncerterne

Jan Arentoft, medejer, Bondestuen

- For et år siden blev vi også lovet, at der kun skulle afholdes fire udendørskoncerter på Bondestuen. Men i pinsen fik vi pludselig at vide, at der var givet tilladelse til ti koncerter for at hjælpe restaurationsbranchen efter corona-nedlukningen. Det håber vi at undgå næste år med denne underskriftsindsamling, siger Thomas Kehlet-Larsen.

Modent publikum

Ejerne af Bondestuen mener, at de har et godt forhold til naboerne, og håber, at kommunen også i 2022 giver tilladelse til ti koncerter med 5-600 gæster til hver koncert.

- Jeg synes, at vi har en god dialog med naboerne, og jeg ved, at rigtig mange er glade for koncerterne, og at der nu sker noget i deres lokalområde. Det er jo ikke typiske festivalgæster, der kommer til vores koncerter, men et modent publikum, der opfører sig ordentligt både før og efter koncerterne, siger Jan Arentoft, der er medejer af Bondestuen.

IMG_2686
Foto: Jan Nanfeldt

- Der er jo tale om et koncept, hvor gæsterne får mad og sidder ved borde, og koncerterne slutter klokken 22 hver gang. Jeg har hverken hørt om, at vores gæster tisser eller går ind i naboernes haver, siger han.

Afgørende for forretningen

Bondestuen arrangerede første gang udendørskoncerter i 2020, hvor der blev givet tilladelser til fire. Og sidste år blev der så på grund af corona-nedlukningen givet tilladelse til ti.

- Vi kan jo se, at for eksempel restauranten Carlslund gik konkurs, og der er ingen tvivl om, at de ti koncerter i sommer har været væsentlig for vores forretning, siger Jan Arentoft.

Men det var ikke bare Bondestuen, der fik lov til at afholde udendørskoncerter i bolignære områder efter corona-nedlukningen. Spillestedet Posten afviklede ligeledes ti udendørskoncerter på Byens Ø.

By- og Kulturforvaltningen vurderer, at antallet af udendørskoncerter på både Bondestuen og Byens Ø bør begrænses til fire, da begge områder er bolignær og ikke er udpeget til koncertsteder.

- Vi har søgt om ti koncerter, men om vi vil afholde dem alle, ved vi endnu ikke. Men hvis det skal hænge sammen økonomisk for os, har vi brug for en tilladelse til 6-8 koncerter i 2022, siger Jan Arentoft.

By- og Kulturrådmand, Christoffer Lilleholt (V), har ikke ønsket at udtale sig om sagen, før den er blevet politisk drøftet. Ejeren af Bondestuen har foretræde for udvalget, når sagen skal drøftes.

Se tv-indslag fra 22. december 2020