Uskyldige avisbude

Tre polske avisbude blev tirsdag efterlyst på grund af smykketyveriet i Odense. Men de var blot uskyldige bude på arbejde. 

Budene var på deres morgenrute i Bellinge, da de fandt smykker og kufferter på jorden ud for én af adresserne på ruten.

Det usædvanlige fund fik avisbudene til via deres chef at alarmere politiet, og derefter fortsatte de omdelingen af aviser.

Men det skulle de hurtigt blive afbrudt i, for vidner havde set deres bil på det sted, der skulle vise sig at være gerningsstedet for et smykketyveri til en million kroner.

Bilen blev eftersøgt af politiet, og de tre bude blev derefter afhørt. Politiet blev dog hurtigt klar over, at de tre mænd var uskyldige og blot havde været på stedet, efter smykketyvene havde forladt det.

En ubehagelig oplevelse for de tre polakker, der i løbet af dagen både var efterlyst i danske og polske medier. Desuden tør avisbudene, ifølge deres supervisor fra Morgendistribution Danmark, Helle Pedersen, nu ikke længere køre rundt i den efterlyste bil.

Oversigt

    Oversigt