Usle boliger til østarbejdere blev brugt som arbejdsplads: - Det flød med beton, cementposer og plastik

De østeuropæiske ansatte i den bedrageridømte tysker Osman Celiks virksomheder har boet stuvet tæt sammen i en nedslidt bolig i det sydlige Odense. Osman Celik selv ville ikke bo i huset, og spurgte derfor om han måtte leje sig ind hos genboen.

Industriaffald, beton og flamingoplader flyder overalt omkring ejendommen på Svendborgvej 325 i bydelen Højby i det sydlige Odense. 

Noget af affaldet bliver smidt direkte i beholderne til almindelig renovation, mens andet affald flyver ind til naboerne.

Det fortæller Steen Christiansen, der indtil 1. november boede lige over for huset på Svendborgvej, der igennem flere år har huset østeuropæiske arbejdere fra tyskeren Osman Celiks firmaer.

- Det lignede direkte en losseplads. Både med madaffald og affald fra dem, der arbejder der. De tømte poser ud af bilerne. I alle haverne omkring lå der flamingostykker, der var fløjet ud af bilerne. Det var bare et stort svineri.

Osman ville bo hos nabo

Selv for ejeren af firmaet Hamburg Plan var boligforholdene tilsyneladende for uhumske.

- Jeg har kun snakket med Osman Celik en gang. Han kontaktede os og ville høre, om vi lejede værelser ud hos os. Han sagde, at han ikke ville være sammen med folkene, og derfor ville han bo et andet sted. Men jeg sagde, at jeg ikke var interesseret, fortæller Steen Christiansen.

Steen Christensen boede i fire-fem år lige over for Osman Celik og hans ansatte på Svendborgvej.
Steen Christensen boede i fire-fem år lige over for Osman Celik og hans ansatte på Svendborgvej.
Foto: Anders Høgh

Som TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har fortalt i løbet af den seneste uge, har tysk-tyrkeren Osman Celik drevet forskellige firmaer med base i Odense siden 2018. 

Osman Celik er tidligere dømt for bedrageri i Tyskland. I Danmark har han i løbet af fem år haft tre forskellige firmaer, hvor han i flere tilfælde har trukket store beløb ud af firmaerne, inden de er gået konkurs.

Hans ansatte kommer fra oftest fra Østeuropa, og selvom Osman Celik har indgået overenskomst med 3F, arbejder hans medarbejdere under forhold, der er ligger langt fra de danske løn- og ansættelsesforhold.

Arbejdede søndag morgen

Huset på Svendborgvej er blevet brugt som blandt andet bolig til mange af hans ansatte. 

Ifølge BBR er huset på 362 kvadratmeter, og er ikke godkendt til erhvervsformål. Men matriklen bliver dog alligevel brugt som arbejdsplads for de mange migrantarbejdere.

- Der lå cementposer overalt. De rensede biler, og industriaffald blev tømt direkte op i bøtter til almindeligt skrald.

- De havde pumper og beholdere, som de blandede beton i. De hakkede det ud med en hammer.

- Tre til fire gange har jeg været ovre og sige, at det er søndag, og klokken er 11 om formiddagen, så I kan roligt stoppe med det der. Det kan de lige så godt gøre ude på pladserne, siger Steen Christiansen, der samtidig understreger, at han ikke har noget imod migrantarbejderne. Men han er utilfreds med, at udlejeren Christian Thiel Gørtz ikke skrider ind over for forholdene.

Luftfoto af Svendborgvej 325.
Luftfoto af Svendborgvej 325.
Foto: Indeholder data fra Geodatastyrelsen, Matrikelkortet, november 2022.

Steen Christiansen har gennem flere år konstateret, at der normalt holdt fem til seks biler på adressen, og i hver bil var der typisk et arbejdssjak på tre til fire personer.

- Så kan du selv gange op og regne ud, hvor mange mennesker der bor der, hvis du er god til matematik, siger han.

Han har aldrig været inde i huset og kender derfor intet til boligforholdene for de mange beboere.

- Overhovedet ikke, jeg kunne bare forestille mig, at i den ene tilbygning, har de boet fem-seks stykker. Om de så har været dag- og nathold, og om de har sovet i de samme senge, det ved jeg ikke, og det er også mig ligegyldigt. Det var mere omgivelserne, der irriterede folk, lyder det fra den tidligere genbo.

Har du et tip?

- Der lå plastik fra spegepølse overalt. Jeg har set 20-30 rotter, og om der har været 60, det ved jeg ikke. Ravnene fløj rundt og tog af kasserne, og så lettede de med en halv madpakke, hvor der står et eller andet på polsk eller på et andet sprog, der så lander i en haverne ved siden af. Vi har også haft det, siger Steen Christiansen.

Delt op efter nationalitet

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har tidligere talt med en rumæner, der har boet i huset, da han arbejdede for Osman Celiks firma Optima Plan.

- Det var en gammel børnehave. Vi blev delt i to. På den ene side boede polakkerne, litauerne og alle de andre nationaliteter, mens vi rumænere boede på den anden side. Så vi ikke begyndte at slås. Hvis et par polakker drikker og et par rumænere drikker, så kommer der en slåskamp, siger den tidligere ansatte hos Osman Celik. Han ønsker at være anonym.

Ejeren af Svendborgvej 325 er Christian Thiel Gørtz, der kom i søgelyset midt i oktober, da han havde lejet en tidligere skovbørnehave i Spedsbjerg ud til rockergruppen Satudarah. Han fortæller, at han nu har opsagt Osman Celiks lejemål på Svendborgvej, og samtidig bedyrer han, at han intet kendte til Osman Celiks virksomhedsdrift og hans aktiviteter på Svendborgvej.

- Jamen, jeg anede det faktisk ikke. Jeg så billedet af ham, men jeg har ikke kunnet få fat i ham igennem længere tid. Han har egentlig lovet at fjerne sine ting.

Har du smidt ham ud?

- Ja, det har jeg. Adskillige gange, siger Christian Thiel Gørtz.

Genboen Steen Christiansen har ellers kontaktet udlejeren flere gange for at få løst problemerne med skrald og skadedyr på adressen.

- Jeg har snakket med ham flere gange, og han var ligeglad. Hvis jeg spurgte, om han ikke skulle have slået græs, så forklarede han, at det kunne han ikke, fordi han havde lånt den ud til en makker, der havde tabt den bag en lastbil, siger genboen.

Rockergruppen Satudarah blev smidt ud af Christian Thiel Gørtz ejendom i Spedsbjerg, da Odense Kommune lavet et forbud efter planloven.