I det fynske folks tjeneste

Utopisk forslag: Ingen garanti for lærepladser til syddanske unge

Socialdemokratisk forslag om lærepladsgaranti til alle unge på Fyn er utopi. Det konkluderer Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense.

00:46

Ideen om en fælles fynsk lærepladsgaranti for unge på erhvervsuddannelserne ser ud til at være umulig at realisere. Video: Fotograf: Jeanette Torndahl Fournier Redigering: Jeanette Torndahl Fournier

Ideen om en fælles fynsk lærepladsgaranti for unge på erhvervsuddannelserne ser ud til at være umulig at realisere.

1 af 2

Næsten 1.500 unge på erhvervsuddanelserne mangler en læreplads, viser tal fra styrelsen for IT og Læring. Det fik i februar det socialdemokratiske medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune Cæcilie Crawley (S) til at foreslå, at man skulle lave en lærepladsgaranti for de unge.

Jeg kan godt se, at opbakningen ikke er til stede, og det må jeg tage til efterretning.

Cæcilie Crawley, medl, Beskæftigelses- og Socialudvalget

Ordningen skulle ikke bare gælde for de odenseanske unge på erhvervsuddannlserne, men for hele Fyn.

Læs også Forslag om garanti: Alle skal som Simon have en praktikplads

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har nu undersøgt om det overhovedet kan lade sig gøre. Og konklusionen er, at det bliver meget svært, hvis ikke umuligt, at lave en egentlig garanti.

Forvaltningen skriver blandt andet, at der ikke er noget erfaring at hente fra andre kommuner, og at der ikke er en entydig opbakning fra Erhvervsskoler og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

- På den baggrund foreslår forvaltningen, at aktørerne i samarbejde med kommunen kan arbejde for at etablere lærepladser på udvalgte områder, men uden at lave en egentlig lærepladsgaranti, står der.

Rådmand er ærgerlig

Cæcilie Crawley erkender, at hendes forslag formentlig aldrig bliver en realitet, sådan som hun havde tænkt sig.

- Jeg kan godt se, at opbakningen ikke er til stede, og det må jeg tage til efterretning, siger hun.

Også Beskætigelses- og socialrådmand Brian Dybro (SF) ærgrer sig over sin forvaltnings redegørelse.

- Jeg synes, at forslaget om en lærepladsgaranti er skidegod, rent ud sagt. Det kan være med til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og det vil vi rigtig gerne have. Det kunne forhåbentlig også få flere virksomheder til at oprette lærepladser. Det har vi brug for, siger Brian Dybro og fortsætter:

- Det er lidt trist at se, at den afdækning, forvaltningen har lavet, viser, at det er svært at lave en lærepladsgaranti. Det kan vi ikke gøre alene som kommune. Vi skal have erhvervsskolerne med, og vi skal have virksomhederne med, så det er lidt trist, der hvor vi står nu.

Det er lidt trist at se, at den afdækning, forvaltningen har lavet, viser, at det er svært at lave en lærepladsgaranti.

Brian Dybro, Beskæftigelses- og socialrådmand

Intet fælles kommunalt fodslag 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har spurgt en række kommuner om deres arbejde med en lærepladsgaranti, herunder Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Svendborg kommuner.

Også de fem andre store byer i Danmark, odenseanske erhvervsskoler og arbejdsmarkeds parter, DI Fyn og LO Fyn og Erhvervshus Fyn, er blevet inddraget i undersøgelsen.

Svarerne er nedslående, når det kommer til muligheden for at etablere en egentlig lærepladsgaranti.

Læs også Lærling tøvede med at anmelde vold af frygt for læreplads: - Jeg råbte og skreg

Forvaltningen konkluderer videre, at garantipladsordninger i andre kommuner ikke har haft "tydelige positive resultater".

- Som følge deraf kan forvaltningen ikke pege på en velfungerende ordning, som kan danne grundlag for en model for Odense Kommune, står der.

Har ikke givet helt op

Selvom konklusionen fra forvaltningen er klar,  har Cæcilie Crawley ikke opgivet håbet om, at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

- Jeg håber, at vi kan starte mere banchespecifikt op, så enkelte brancher vil forpligte sig, og hvis vi kan få det op at stå, er det mit håb, at det vil brede sig, så vi på længere sigt kan få udbredt det til hele Fyn, siger hun.

- Målet er jo, at vi får flere unge interesseret i en faglig uddannelse, og det kan vi godt bruge forvaltningens undersøgelse til at komme videre med, siger hun.

Samme holdning har Brian Dybro, der foreslår, at man måske kan lave garantiordninger for nogle af uddannelserne.

- Det er mit håb, at vi kan starte med at lave en lærepladsgaranti for nogle bestemte uddannelser. Det kræver selvfølgelig igen, at erhvervsskolerne og virksomhederne er med. Det er jo i alles interesse, at vi får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og at vi får oprettet flere lærepladser, siger rådmanden.

Du kan læse hele Beskæftigelses- og Socialforvaltningens undersøglse og konklusion her.