Vaccine-fejl i Vollsmose: Direktør var på ferie da bookingsystem gik ned

Systemet, der tager sig booking af vaccinetider i det nu nedlukkede Vollsmose, har ikke virket som det skulle hen over en længere periode i august.

Mens antallet af coronasmittede i Vollsmose har været støt stigende hen over de seneste uger, har det system, som håndterer booking af vacciner i Vollsmose og på Athenevænget i det sydvestlige Odense, ikke virket som det skulle. 

Det har betydet, at det for en række borgere ikke har været muligt at bestille vaccinationstid.

Vollsmose Sogn ramte tirsdag i denne uge et incidenstal på over 1.000, og dagen efter lukkede skoler, bibliotek og foreningsaktiviteter ned. En nedlukning som rammer langt over tusinde borgere i bydelen.

Nedbruddet har fået flere ledende politikere i Odense Kommune på banen.

- Det er en frygtelig situation. Det er nødvendigt, at vi kan blive vaccineret. Vi kan konstatere, at der ikke er nok, der bliver vaccineret eller testet i Vollsmose, og derfor skal systemerne fra både kommune og region bare virke 100 procent, siger Venstrerådmanden Christoffer Lilleholt til TV2 Fyn.

Ikke virket i 14 dage

Christoffer Lilleholt fik sammen med det øvrige byråd i Odense en skriftlig orientering om situationen 16. august.

Af orienteringen, som TV2 Fyn er i besiddelse af, fremgår det, at regionens bookingsystem ikke har virket, som det skulle, hen over en 14 dage lang periode – det vil sige siden begyndelsen af august.

Bjarne Dahler Eriksen, direktør på Odense Universitetshospital (OUH) og ansvarlig for driften af den fynske vaccinationsindsats, ved ikke, om det er korrekt, at bookingsystemet har været i stykker i 14 dage – altså fra begyndelsen af august, sådan som Odense Kommune fremstiller det.

- Jeg tror, at den dato vi opererer med er 13. august. Men derfor kan der godt have været problemer inden da.

Du ved ikke, om der har været problemer før 13. august?

- Jeg kan ikke afvise det totalt. Men hvis der er borgere, som har kontaktet Odense Kommune, fordi de har haft problemer med at booke vaccinationstid, vil vi meget gerne høre om det. Både vi og kommunen har jo en fælles interesse i, at vaccinationsindsatsen kører.

Har I været i dialog med Odense Kommune, om der har været problemer siden begyndelsen af august og 14 dage frem, sådan som kommunen opfatter det?

- Det kan jeg ikke svare på, for det var en periode, hvor jeg selv var på ferie. Jeg kommer tilbage 16. august, og samme dag får vi nedsat en taskforce bestående af folk fra OUH, Region Syddanmark og leverandøren af det it-system, som håndterer bookingerne. Det viser sig, at der mangler at blive sat et flueben et bestemt sted i programmet for vaccination af 12 til 15-årige. Problemerne centrerede sig om vaccinationssteder i Vollsmose og Athenevænget.

Vaccinationer i Vollsmose

Hvad sker der fra 13. august, hvor du siger, at I først identificerer problemet, til 16. august, hvor du kommer tilbage efter ferie?

- Det kan jeg ikke sige. Jeg ved ikke, om it-leverandøren har været inde over. Men jeg ved, at folk har arbejdet på at ordne problemet. Men vi skal være de første til at beklage problemet. Vi er om nogen interesserede i, at så mange som muligt bliver vaccineret.

Jeg forstår ikke, hvorfor det først bliver nedsat en taskforce, da du er tilbage fra ferie?

- Jeg tror, at folk har været i gang med at løse problemet inden da.

Er problemet løst nu?

- Ja, men det vi ser nu er, at færre og færre bestiller tid til vaccination. Så nu er strategien at være mere opsøgende og tilbyde vacciner der, hvor folk er, så vi kan få de sidste med. I Vollsmose har der været drop-in (vaccine uden tidsbestilling, red.) siden lørdag 21. august. Og så har vi iværksat en udkørende funktion på gymnasier og erhvervskoler, så man kan blive vaccineret der.

Det har været kendt siden før sommerferien, at det er svært at få borgere i Vollsmose til at tage en vaccine sammenlignet med resten af Fyn. Så hvorfor har I først iværksat drop-in og en opsøgende indsats nu?

- Helt tilbage fra foråret har vi haft vaccinationscenter i Vollsmose for at gøre det så enkelt som muligt. Og man godt sige, at vi i forhold til Vollsmose måske skulle være begyndt tidligere. I starten af sommerferien skulle vi vaccinere cirka 8.000 borgere dagligt på Fyn, mod tidligere 3.500 borgere og denne indsats kunne kun lade sig gøre med tidsbestilling. Vaccination uden tidsbestilling kræver ret meget ledig man power. Og den har vi først nu, så det er nu vi sætter slutspurten ind, siger OUH-direktør Bjarne Dahler Eriksen.

Oversigt

    Oversigt