Vand hele vejen rundt: Foreninger vil grave ny passage ved Stige Ø

Stige Ø skal ikke længere være en halvø. Det mener flere foreninger langs Odense Kanal, som vil grave en ny passage.

Midt imellem Odense Kanal og Odense Fjord ligger Stige Ø. Og selvom navnet antyder noget andet, så er Stige Ø kun en halvø.

Men sådan skal det ikke være i fremtiden. Det mener Odense Roklubs Venner og en række andre foreninger, som holder til langs Odense Kanal.

- Det er ikke nogen ny idé. Det er noget, vi har snakket om igennem mange år, når vi har roet lige her. Men det at der er nogen, som tager initiativ til det, er nyt, siger Morten Larsen, der er formand for Odense Roklubs Venner.

Konkret foreslår han at grave en passage mellem Odense Kanal og Odense Fjord og bygge en bro, så kajakker og småbåde har mulighed for at sejle rundt om Stige Ø. 

I dag er man tvunget til at sejle frem og tilbage, hvis man skal fra kanalen til fjorden eller omvendt. 

Morten Larsen har fået flere poistive reaktioner på forslaget om at grave en passage ved Stige Ø. Men han har også fået et par negative.

- De negative kommentarer går i retning af, at det vil være dyrt, og at kommunens penge ikke skal bruges til den slags projekter, forklarer Morten Larsen. 

 

 

Han forestiller sig at finansiere projeket gennem fonde.

Stige Ø har tidligere været en ø med vand hele vejen rundt. Men i 1966 blev træbroen, der havde forbundet Stige Ø med Fyn, erstattet med en dæmning. 

Det skete, fordi Stige Ø skulle bruges som en losseplads. Og for at de tunge køretøjer med affald kunne køre ud til Stige Ø blev dæmningen bygget.

I dag er de meterhøje bakker af skrald dækket med jord, og Stige Ø er omdannet til rekreativt område og et yndet udflugtsmål.

Politisk opbakning

Morten Larsen har allerede fortalt om sine planer til  11 andre foreninger, der holder til ved Odense Kanal. Alle er positive overfor idéen om at genåbne passagen mellem Odense Kanal og Odense Fjord.

Men også fra politisk side møder Morten Larsens forslag opbakning.

- Jeg synes, det er godt tænkt. Det er jo en herlighedsværdi, man igen kan få ved at sejle, ro og vandcykle rundt om Stige Ø. Det er jo ikke helt billigt, men hvis man kan få fonde til at finansiere det, så er det i hvert fald værd at få kigget på, fortæller Anders W. Berthelsen, der er socialdemokratisk medlem af By- og Kulturudvalget i Odense Kommune.

 

 

Han vil derfor have forvaltningen i gang med at undersøge mulighederne for en passage og bro til Stige Ø.

- Nu vil jeg bede forvaltningen om at regne på, om der er nogle negative konsekvenser eller hvad det kræver af tilladelser, siger Anders W. Berthelsen (S).

Næste skridt for Morten Larsen er at indkalde til et møde om projeket. Hvis alt flasker sig håber han på, at Stige Ø igen er en ø om to til tre år.

Oversigt

    Oversigt