Vandt seks millioner: Påskefrokosten blev pludselig lidt sjovere

En kvinde fra Odense fik i weekenden vendt sin påske lidt på hovedet, da hun fandt ud af, at hun havde vundet seks millioner kroner i Lotto.

Midt under den klassiske påskefrokost ringede telefonen pludselig.

Efter et par minutters samtale gik det op for en kvinde fra Odense, at personen i den anden ende prøvede at forklare hende, at hun havde vundet seks millioner kroner i Lotto.

Stemningen til påskefrokosten steg betragteligt, da nyheden blev bragt videre til selskabet, og resten af påsken var da også en smule mere munter end de foregående år, medgiver den nyslåede millionær, der ønsker at være anonym.

- Man kan roligt sige, at min påskefrokost blev lidt sjovere. Faktisk blev resten af påsken sjovere. Det kan godt være det har været en lidt surrealistisk påske, men den har godt nok været vild, fortæller vinderen, der er en kvinde i 40'erne, i en pressemeddelelse fra Danske Spil. 

quote Jeg synes stadig, det er vildt surrealistisk, at min mand og jeg har vundet

Nyslået Lottomillionær

På trods af at det nu er et par dage siden, hun modtog beskeden om den nye titel som Lottomillionær, så er det endnu ikke helt gået op for hende, hvad det egentlig er sket.

- Jeg synes stadig, det er vildt surrealistisk, at min mand og jeg har vundet den flotte gevinst. Vi har nu spillet Lotto i fem år, og jeg troede godt nok aldrig, at vi skulle vinde millionerne. Og nu, hvor vi har vundet, er det stadig svært at tro på, at vi har vundet, fortæller vinderen.

Selv om hun har drømt om den store gevinst i årevis, har hun ikke rigtig noget bud på, hvad de seks millioner kroner skal bruges på.

- Jamen, når nyheden for alvor bundfælder sig, kan det være, vi finder ud af, hvad vi skal bruge nogle af pengene på. Men lige på stående fod ved jeg ikke lige, hvad gevinsten skal bruges på. Måske vi skal have en ny bil? Egentlig tror jeg bare vi skal forsøde tilværelsen, fortæller den glade vinder.

Gevinsten har da også givet blod på tanden til mere Lotto, og det er derfor ikke sidste gang, at kvinden går efter de syv rigtige. Heller ikke selv om hun endnu ikke ved, hvad de seks millioner skal bruges til.

- En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at jeg fortsætter med at spille Lotto, slutter vinderen.

Oversigt

    Oversigt