'Velfærdsprocent' næsten i mål: Kommune får lov at hæve skatten igen

Indenrigs- og Boligministeriet har givet Odense Kommune lov at hæve skatten med 0,06 procentpoint.

For fem år siden besluttede et flertal i byrådet i Odense, at kommuneskatten skulle stige for at skaffe omkring 300 millioner kroner ekstra til børn og ældre i kommunen. 

Planen var at hæve kommuneskatten fra 24,5 procent til 25,5 procent - også kaldet velfærdsprocenten. 

Og den stigning er Odense Kommune nu snublende tæt på, efter Indenrigs- og Boligministeriet har givet kommunen lov til at hæve skatten med 0,06 procentpoint.

Efter stigninger i 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021 og med en planlagte stigning i 2022, når kommuneskatten op på 25,49 procent. 

- Det betyder, at vi med den planlagte velfærdsprocent kan forbedre forholdene for handicappede, og vi kan styrke indsatsen i forhold til, at vi i folkeskolen sørger for at få alle med. Derudover har vi en ambition om at få gæstekokke ud på byens plejehjem fire gange om måneden. Det når vi i mål med i den her omgang, siger Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense Kommune. 

Mangler 0,01 procentpoint

Det står ikke kommunerne frit for at hæve kommuneskatterne, og det er derfor, man har måttet søge om tilladelse ved Indenrigs- og Boligministeriet. I aftalen for kommunernes økonomi mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er der afsat en pulje på 50 millioner kroner.

Den kan kommunerne søge om andel i til at hæve skatterne. Odense Kommune var allerede garanteret at få lov til en stigning på 0,04 procentpoint, fordi man har fjernet dækningsafgiften for erhvervsejendomme.

Det skal pengene gå til

Odense Kommune havde søgt om at hæve skatten med 0,07 procentpoint for i år at kunne nå op på den fulde velfærdsprocent. Så vidt strækker tilladelsen sig dog ikke, og derfor vil man prøve igen til næste år, varsler borgmesteren. 

- Vi er snublende tæt på at nå i mål. Vi lavede en aftale om at hæve skatten med én procent, og den aftale holder vi selvfølgelig, siger Peter Rahbæk Juel. 

Søger igen næste år

At man ikke fik lov til at hæve med de fulde 0,07 procentpoint betyder, at kommunen næste år igen søger - dog ikke om mere end det resterende 0,01 procentpoint, forsikrer borgmesteren.

- Det er det, aftalen indeholder, så det er det, vi gør nu, siger han.


Det var et rødt flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, der i 2016 indgik aftalen om velfærdsprocenten. 

Samlet set giver skattestigningen kommunen en merindtægt i skat i 2022 på 18,7 millioner kroner. Den resterende 0,01 procentpoint svarer til omkring tre millioner kroner.