I det fynske folks tjeneste

Ven til skuddræbt i Vollsmose: - Jeg håber, gerningsmanden melder sig frivilligt

Abdulahi Bashiir Egal var ven med Abdinur Mohammed Ismail, som blev skudt og dræbt i Vollsmose i juni. Efter flere videoer er offentliggjort, opfordrer han gerningsmanden til at melde sig selv.

Abdulahi Bashiir Egal ser videoer af den formodede gerningsmand, der skød og dræbte hans ven i Vollsmose i juni. Foto: Natacha Djervad

Abdulahi Bashiir Egal ser videoer af den formodede gerningsmand, der skød og dræbte hans ven Abdinur Mohammed Ismail i Egeparken i Vollsmose i juni.

- Det er de mennesker, der tog livet af Abdinur, siger Abdulahi Bashiir Egal til TV 2 Fyn.

Videomaterialet stammer fra overvågningskameraer i området og viser to grupper, der beskød hinanden ved episoden om aftenen den 24. juni.

Jeg håber, den rigtige bliver taget og dømt. Jeg synes, ham der har gjort det, skal melde sig selv

Shahbaz Aslam, boksetræner, Vollsmose

Politiet mener, at gerningsmanden skal findes i den ene af grupperne. Politiet håber, offentliggørelsen vil resultere i, at personer, der har oplysninger i sagen, vil kontakte politiet. Det samme håber Abdulahi Bashiir Egal.

- Jeg håber virkelig, at de, der har materiale, politiet kan bruge, vil samarbejde med politiet. Det er rigtig vigtigt, at sagen bliver afklaret. Der er mange mennesker, der går rundt og tænker på ham. Også for familiens skyld, som har haft det hårdt i den her periode, siger han.

Læs også Sådan kan du hjælpe politiet med at opklare drabet i Vollsmose

Håber, gerningsmanden melder sig

Allerhelst ser han dog, at gerningsmanden melder sig selv.

- Jeg håber, han melder sig frivilligt. Han har taget en uskyldig mands liv, så jeg håber, han melder sig og får sin straf.

Shahbaz Aslam er boksetræner i Odense-bydelen, og han kendte også den dræbte 31-årige.

- Jeg håber, den rigtige bliver taget og dømt. Jeg synes, ham der har gjort det, skal melde sig selv også for sin egen samvittighed. Det er noget, han skal gå med resten af livet, siger Shahbaz Aslam, som er boksetræner i Vollsmose, og fortsætter:

- Han har taget et liv, og så synes jeg også, han skal straffes for det, han har gjort, og der skal hans kammerater også være med til at påvirke ham.

Læs også Sådan forløb skudepisoden, der kostede uskyldig mand livet

Folk er påpasselige med information

Ifølge Shahbaz Aslam er der flere rygter i bydelen om, hvem der står bag, men beboerne er tilbageholdende med at stå frem med oplysninger.

Shahbaz Aslam kendte den afdøde og opfordrer også gerningsmanden til at melde sig. Foto: Natacha Djervad

- Der er flere navne, der kører rundt. Folk snakker jo, siger Shahbaz Aslam og fortsætter:

- Folk vil det bedste for Vollsmose, og nogle gange er de påpasselige, så deres navn ikke bliver udråbt. Hvem skal så passe på deres sikkerhed og deres børn?

Udover at være ven til den skuddræbte, er Abdulahi Bashiir Egal i dag også talsmand for Somalisk Samfunds-Organisation. En forening, der blev startet i forbindelse med drabet, og som arbejder for bedre forhold i Vollsmose.

Læs også Skuddrab i Vollsmose: Gerningsmænd var våbenkyndige og voldsparate

Abdulahi Bashiir Egal opfrodrer sine medborgere til at have tillid til politiets arbejde.

- Vi lever i et retssamfund. Det er meget vigtigt, at man har fuld tillid til politiets arbejde, men også at politiet kan beskytte folk. Derfor vil jeg opfordre folk til at samarbejde med politiet og sikre, at den mand, der tog livet af Abdinur, bliver fanget, siger han.