Venstre og Konservative: Nye fjernvarmesvar ændrer ingenting

Odenses borgmester forhandler tirsdag om salg af Fjernvarme Fyn med byrådets partier. Trods nye svar fra den mulige køber Energi Fyn, står både Venstre og Konservative fast på et nej.

Fredag valgte Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), at genåbne forhandlingerne med Energi Fyn om et eventuelt salg af Fjernvarme Fyn.

Årsagen var, at han ville have større sikkerhed for, at et salg ikke vil medføre højere varmepriser, og at selskabet ville blive på fynske hænder. Mandag morgen kom svaret fra Energi Fyn. Tirsdag forhandler byrådets partier om et eventuelt.

Socialdemokratiet og borgmesteren har endnu ikke meldt ud, hvordan man forholder sig til et salg, og de nysgerrige må vente til efter forhandlingerne, fortalte borgmesteren mandag. 

Men for to af de partier, der hele tiden har sagt nej til et muligt salg, har de nye svar ikke gjort nogen forskel.

- De garantier er faktisk bare det, der stod der i forvejen. Man har ændret lidt kommaer og skrevet lidt mere på, men det ændrer overhovedet ikke noget for os, siger Søren Windell, der er politisk leder for Konservative i byrådet i Odense. 

Derfor har han heller ikke de store forventninger til morgendagens møde. 

- Jeg har en forventning om, at det bliver et rimelig kort møde, og jeg synes, det lugter af, at borgmesteren har besluttet sig, siger han. 

Tre siger nej, to siger ja, S siger det i morgen

Socialdemokratiet er det eneste parti, der endnu ikke har meldt sin position ud. På nej-siden står Konservative sammen med Enhedslisten og Venstre. SF og Radikale er på ja-siden, mens Dansk Folkeparti vil sende afgørelsen til afstemning hos partiets medlemmer. 

Samtidig med forhandlingerne om et salg, skal politikerne forhandle finansieringen af planen "Velfærdens Fundament", der går ud på at renovere skoler, dagtilbud og plejehjem. Politikerne skal finde 1,8 millarder til planen.

Et salg af Fjernvarme Fyn for 900 millioner, som er det bud Energi Fyn har givet, ville give politikerne 524 millioner kroner at arbejde med, når alt er trukket fra. Men ifølge Søren Windell så er Konservative på ingen måde med på at finansiere planen på den måde. 

- Uanset hvad, så er det et nej fra Konservative til at sælge Fjernvarme Fyn.

Lilleholt: Håber borgmesteren har lyttet til borgerne

Venstre er ligesom Konservative imod et salg af Fjernvarme Fyn, og det har de nye svar heller ikke ændret på.

- Jeg må sige, at når vi kigger på fjernvarmen, så er vi slet ikke i tvivl om, hvad vi mener, og det er, at den ikke skal sælges, siger Christoffer Lilleholt, der er politisk leder for Venstre i Odense. 

Partiet har foreslået, at man annullerer den planlagte anden etape af letbanen og bruger de penge, kommunen har sparet og vil spare op til letbanen til at finansiere "Velfærdens Fundament".

Kommunen har en løbende opsparing til letbaneprojektet, der i 2028 vil stå i 455 millioner kroner. Venstre foreslår derudover, at man supplerer med de 69 millioner, som ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel kan trækkes ud af overskuddet fra Fjernvarme Fyn.

Det vil betyde, at der frem mod 2030 er 524 millioner kroner til rådighed, hvilket svarer til det mulige provenu for et salg af fjernvarmen. 

- Jeg håber borgmesteren har lyttet til borgerne og til den borgerinddragelse, vi har kørt over de seneste uger og dermed også er kommet frem til, at odenseanerne ikke ønsker at sælge Fjernvarme Fyn, siger Christoffer Lilleholt 

Et enigt byråd besluttede tilbage i 2016,  at der først skal tages endelig politisk stilling til letbanens etape to, når plangrundlaget er klart i 2022. Til den tid forventes der at være en større afklaring på den statslige medfinansiering. Socialdemokratiet har derfor afvist forslaget. 

Oversigt

    Oversigt