Venstre står udenfor i Odense: - Vi ønsker ikke at være lakajer for en rød borgmester

Som det eneste parti i det nysammensatte byråd i Odense står Venstre uden for konstitueringen. Samtidig mister partiet den indflydelsesrige by- og kulturrådmandspost. Christoffer Lilleholt kalder valget ”en fantastisk dag for Venstre”.

Efter lange forhandlinger på rådhuset i Odense kom der tidligt onsdag morgen hvid røg, og en konstitueringsaftale faldt på plads.

Venstre står som det eneste parti uden for aftalen, der blandt andet indeholder oprettelsen af to nye forvaltninger; en sundhedsforvaltning og miljøforvaltning.

quote Vi kan ikke stå på mål for en socialdemokratisk borgmester, for det er vi ikke gået til valg på

Christoffer Lilleholt

Selv om Venstre fik 2.182 færre stemmer end for fire år siden og går 1,4 procentpoint tilbage, bevarer partiet sine seks mandater i byrådet.

- Det er en helt fantastisk dag for Venstre. Vi holder vores mandater, og vi var spået til at gå massivt tilbage i Odense og miste rigtig mange mandater.

- I løbet af sådan en valgnat kan der opstå mange mærkelige konstellationer, og vi har set, hvordan man i andre kommuner laver halve borgmesterposter. I Odense har man så valgt at oprette ekstra rådmandsposter og dermed ekstra administrativt ansatte, flere direktører og flere kommunikationsansatte for at skabe mulighed for at indgå en aftale. Det, synes vi, er ærgerligt.

- Venstre er gået til valg på en ny borgmester, Venstre er gået til valg på en venstreborgmester, der skaber flere muligheder og mindre letbane og flere jobs i Odense, og det mener vi stadig. Vi kan ikke stå på mål for en socialdemokratisk borgmester, for det er vi ikke gået til valg på. Og derfor kan vi ikke som et seriøst, borgerligt parti, der står i opposition, acceptere en socialdemokratisk borgmester. Det kan vi ikke bakke op om, siger Christoffer Lilleholt.

Vil ikke bakke op om Rahbæk

Han fortæller, at Venstre i løbet af natten har deltaget i forhandlingerne, men at de godt kunne se, at de ikke kunne lade sig gøre at lave en borgerlig konstellation, og derfor valgte de at stå udenfor.

- Vi ønsker ikke at være lakajer og støtte op om en rød borgmester. Det er på ingen måde det mandat, vi har. Og jeg vil gerne kunne se vælgerne i øjnene, og jeg vil gerne kunne se mig selv i øjnene og være tilfreds med, hvordan jeg har ageret i konstitueringen. Og der må jeg konstatere, at det at bakke op om en rød borgmester, det kan vi ikke stå på mål for, siger Christoffer Lilleholt.

Venstrelederen understreger, at han accepterer vælgernes afgørelse og det faktum, at et flertal har peget på Peter Rahbæk Juel som borgmester i Odense i de kommende fire år.

- Men vi respekterer i høj grad også de vælgere, der har stemt på Venstre, og som ønsker en anden borgmester. Og derfor bakker vi ikke op om det. vi har ved tidligere valg kunnet indgå brede, borgerlige konstitueringer, men nu vælger flere borgerlige partier at støtte op om en rød borgmester, og det kan vi ikke se os selv i, siger Christoffer Lilleholt.

Mister vigtig rådmandspost

Venstre står som det eneste parti i byrådet i Odense uden for den konstitueringsaftale, der blev indgået natten til onsdag. 

Og selv om Venstre altså mister by- og kulturrådmandsposten og står ganske alene med sine seks mandater, mener Lilleholt, at det er en stor fordel for partiet.

quote Vi glæder os til at hjælpe de mange tusind ledige, der er i den her by

Christoffer Lilleholt

- Det stiller os fantastisk godt, for det stiller os som det eneste oppositionsparti til borgmesteren og det eneste parti, der ønsker en anden borgmester. Vi kommer til at kæmpe de næste fire år for at ændre det valg, der er sket her.

Er det tilfredsstillende, at I mister den indflydelsesrige by- og kulturrådmandspost, som du har haft hidtil? Er det med til at varetage de mange venstrevælgeres interesser?

- Det er det i den grad, for vi har også fået et stærkt, stærkt mandat med seks mandater, der jo også kan varetage interesse på mange andre områder. Nu kommer vi til at gøre det på Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, og det er jo Venstres kerne at gå til valg på at skabe flere arbejdspladser i den her by. Det er virkelig vigtigt for Venstre, at flere kommer i job, og det kommer vi til at gøre herigennem, og det er jo et af Venstres kerneområder, siger Christoffer Lilleholt og fortsætter:

- Vi glæder os til at hjælpe de mange tusind ledige, der er i den her by med at komme ud til de mange tusind virksomheder, der er i den her by.

Er der splid mellem jer og Konservative nu?

- Nej, det er der bestemt ikke. Men Konservative har valgt en anden vej. De har valgt at bakke op om en rød borgmester, og det er en anden vej, end Venstre har. Vi vil gerne kunne se os selv i øjnene i forhold til de vælgere, der har stemt på os, for de har stemt på et systemskifte og ikke, at vi skulle bakke op om en rød borgmester, siger Christoffer Lilleholt.

mandater i alt
0 % optalt
Opdateres om 0 sekunder
    Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

    Oversigt

      Oversigt