Vestager i Vollsmose

Den radikale leder, Margrethe Vestager, besøgte lørdag Vollsmose med et budskab om at hun tror på, at mangfoldighed gør Danmark stærkere.

Hun besøgte blandt andet en række butikker i Vollsmose Torv og delte balloner og håndtryk ud og fik en lille sludder med indehaverne.

- Jeg vil gerne vide lidt mere om, hvad der foregår i Vollsmose, som står foran en spændende, positiv udvikling, sagde Margrethe Vestager.

Samtidig signalerede hun, at mangfoldighed er en styrke for Danmark.

Selvom udlændingepolitik ikke er på dagsordenen for det kommende valg, mener Margrethe Vestager alligevel det kommer indirekte ind.

- Udlændingepolitikken har jo også betydning for økonomien. For det handler om, at folk - uanset herkomst - kommer i arbejde til gavn for dem selv og samfundsøkonomien, sagde hun.

Helvegs afløser

Margrethe Vestagers besøg i Odense var samtidig en håndsrækning til de fire fynske folketingskandidater, Camilla Hersom, Emil Dyred, Mathias Kryspin Sørensen og Tage Krogh Nielsen.

Ikke mindst Camilla Hersom, der afløser det mangeårige folketingsmedlem, tidligere minister og radikal leder, Niels Helveg Petersen i Middelfartkredsen.

Middelfartkredsen har altid givet valg, siden Det Radikale Venstre blev stiftet.

Oversigt

    Oversigt