Vil halvere ledigheden i Vollsmose på fire år: - Vi har ikke gjort det godt nok

Om bare fire år er antallet af ledige halveret i Vollsmose. Det forventer Socialdemokratiets medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Cæcilie Crawley.

Næsten halvdelen af de voksne, der er bosat i Odensebydelen Vollsmose lever af offentlig forsørgelse. Om bare fire år skal dét tal være nede på 25 procent.

Det siger Socialdemokratiets medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget Cæcilie Crawley i et interview med radiostationen Den Uafhængige.

- Det kan godt være, det er optimistisk. Det er ret store ting, vi har sat i gang, men hvis vi ikke var optimistiske om, at det lykkes, skulle man måske lade være, siger Cæcilie Crawley til TV 2 Fyn.

Ledigheden har været høj i Vollsmose i mange år, og mens 73 procent med dansk baggrund er i beskæftigelse i Odense, gælder det kun 47 procent for ikke-vestlige indvandrere.

Politikerne i Odense har gennem tiden forsøgt at tippe tallene gennem flere projekter med svingende succes for det store billede af Vollsmose.

Nyeste våben mod ledighed

Alligevel mener den siddende byrådskandidat, at det er realistisk at halvere andelen af ledige på bare én enkelt valgperiode.

- Nedrivningen af boliger skal give det sidste skub og ikke mindst ændre befolkningssammensætningen. Det er radikalt anderledes end tidligere, og vi går faktisk meget hårdhændet til værks. Vi har haft udfordringer med, at når man fik hjulpet én familie, flyttede den ud, og så kom der en ny familie med problemer ind, fortæller Cæcilie Crawley.

De seneste 11 år har Odense haft en socialdemokratisk borgmester. Har I gjort det godt nok, når ledigheden fortsat er noget højere end i andre bydele i Odense?

- Jeg synes, vi har gjort rigtig mange gode ting. Men det er klart, at Vollsmose stadig er en bydel præget af store sociale udfordringer, så vi har ikke gjort det godt nok, men vi har ikke ladet stå til. Vi har prøvet, og nu gør vi noget én gang for alle, siger politikeren.

Det officielle mål for Vollsmoseplanen, der kaldes den sidste, er at få ledigheden ned på niveau med resten af Odense.

Oversigt

    Oversigt