Vil have lys i corona-mørket: - Lad os lempe restriktionerne

Ældrerådmanden i Odense Kommune vil have Styrelsen for Patientsikkerhed til at lempe besøgsrestriktionerne på plejecentrene.

I Odense Kommune er man langt med vaccination af plejehjemsbeboerne, men der er ingen udsigt til lempelse af besøgsrestriktionerne.

quote Vi kan ikke være det bekendt. Der er større chance for, at de ældre dør af ensomhed end af corona. Det er ikke værdigt

Søren Windell,  ældre- og handicaprådmand, Konservative, Odense Kommune

Kommunens ældre- og handicaprådmand, Søren Windell (K), er helt uforstående over for, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke allerede er i gang med at lempe restriktionerne, i takt med at beboere og personale bliver vaccineret.

- De ældste har betalt den højeste pris under coronapandemien. De har været isoleret siden marts, de har været underlagt skrappe restriktioner, og de har ikke kunnet se deres familie. Det er frygteligt.

- Nu må vi i gang. Vi kan ikke være det bekendt. Der er større chance for, at de dør af ensomhed end af corona. Det er ikke værdigt, siger Søren Windell.

Han appellerer derfor til, at Styrelsen for Patientsikkerhed begynder at prioritere arbejdet med at få lempet besøgsrestriktionerne og få genåbnet plejehjemmene.

Søren Windell (K) ønsker at lempe restriktionerne på Odense Kommunes plejehjem, hvor alle i løbet af denne uge er færdigvaccineret. Det kan ikke lade sig gøre for Styrelsen for Patientsikkerhed.
Søren Windell (K) ønsker at lempe restriktionerne på Odense Kommunes plejehjem, hvor alle i løbet af denne uge er færdigvaccineret. Det kan ikke lade sig gøre for Styrelsen for Patientsikkerhed.
Foto: Ole Holbech

Odense Kommune forventer at være færdig med at vaccinere på kommunens plejecentre torsdag i denne uge. Rådmanden erkender dog, at det ikke er alle kommuner, der er lige så langt som Odense Kommune, når det kommer til vaccination af beboerne på plejecentre.

Han foreslår derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed laver individuelle vurderinger, så de først færdige kommuner ikke skal vente på de sidste.

- Man må vurdere fra plejehjem til plejehjem, eller om ikke andet så på kommuneniveau. Når vaccinerne dækker 95 procent, så kan jeg ikke forstå, hvorfor man ikke kommer i gang med at få åbnet op, siger Søren Windell.

Tid efter andet stik til immunitet

Tirsdag kunne TV 2 Fyn fortælle om Tage Aabech fra Odense, der også undrer sig over de fortsatte besøgsrestriktioner. Han forstår ikke, hvorfor hans mor på 105 år ikke må få besøg af sine oldebørn, når hun og de andre beboere på Plejecenter Hvenekilden i Odense allerede har fået vaccinen. 

Men selv om et plejehjem har vaccineret alle beboere, er det ikke bare sådan lige at åbne helt op for besøgende. Blandt andet fordi der går et par uger fra det andet stik, til vaccinen har den fulde effekt på immunsystemet.

Det fortæller Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, til TV 2 Fyn.

- De har jo lige fået andet stik. Så for det første skal det andet stik lige have lov til at virke først. Det går der lige et par uger med, inden man er helt oppe i omdrejninger rent immunmæssigt. Så vi er lige lovlig tæt på det sidste stik, til at vi kan sige, at nu har vi den optimale immunitet.

- Så alene af den grund kan vi ikke bare lige åbne alle døre på vid gab nu, siger Hans Jørn Kolmos.

- Bare sig noget

Det argument køber Odense-rådmanden – men han er ærgerlig over at høre om det gennem medierne og ikke fra myndighederne selv.

- Det er fint nok, men så kan de gå ud og sige, at om 14 dage kan vi begynde at åbne. Bare sig noget. Vi har intet at navigere i. Vi ved ingenting. Kunne man bare få et lille lys tændt, siger Søren Windell og fortsætter:

- Det ville være dejligt, hvis de så bare meldte det ud – vi får bare ikke den information fra officielt hold. Vi får den gennem pressen.

Rådmanden er i det hele taget frustreret over den i hans øjne meget mangelfulde kommunikation fra myndighederne i forhold til genåbningen af plejehjemmene.

- Er der en faglig begrundelse, jamen, så kom dog med den. Vi bliver holdt hen og kan ikke se noget lys i corona-mørket, siger Søren Windell.

Fakta om besøgsforbud

 

Oversigt

    Oversigt