I det fynske folks tjeneste

Vinder kåret: Fynsk medister var bedst

Der var præmier til fynboer i mere end én kategori, da foreningen Danske Slagtermestre søndag tyggede sig gennem næsten 600 delikatesser.

00:36

Video: Mads Ingemann

- Den får ni i udseende, men den er lidt løs i tarmen.

Sådan lød dommen over en af pølserne blandt de hundredvis af slagtervarer, der lørdag blev bedømt og nomineret i Odense af foreningen Danske Slagtermestre.

Og særligt én vare fik stor opmærksomhed: julemedisteren. Her fandt dommerne sine favoritter på Fyn.

Det var nemlig de to fynske slagtere Nørre Søby Slagteren og Slagteren på Odensevej i Middelfart, der løb med guldmedaljen i denne kategori.

Læs også Webdok: Her er Fyns bedste pølsevogn

Der var også fynsk guld til Slagter Mathiasens julesylte.

Mere end æren

En fast tarm, gode krydderier og en ordentlig modning var blot nogle af ting, der gav point hos de otte slagtermestre fra hele landet, der udgjorde dommerpanelet.

Og det var flere af deltagerne lykkedes med, fortæller slagtermester Per Jørgensen, der var overdommer ved dagens konkurrence.

- Det er gået kanon. Der er nogle super produkter imellem, og så er der nogen, der skal prøve en gang mere, siger han.

Læs også Se opskriften: 100 år gamle æbler giver Assens' bedste æblekage

Det kan nemlig godt betale sig at gøre sig umage med sit bidrag til konkurrencen. Ifølge overdommeren er der mere end bare æren på spil.

- Man kan jo komme i avisen, hvis man har Danmarks bedste julemedister. Så er der sikkert flere fra området, der aldrig har været i forretningen før, der tænker: Hvis det er så godt, kan det være, man skal prøve det, siger Per Jørgensen.

Smagte sig vej gennem 600 delikatesser

Udover medister bød menuen blandt andet på spegepølse, sylte, frikadeller, leverposteg og grillpølser. Og da dagen var omme, havde dommerne tygget sig igennem næsten 600 delikatesser.

Alligevel var det ikke noget problem at holde smagsløgene friske til sidste bid, fortæller overdommeren.

- Vi skal bare have lidt vand og æbler, siger han.

De bedste produkter fra de andre kategorier går videre til en finale, der kommer til at foregå på en fagmesse i Herning.

02:05

Foreningen Danske Slagtermestre smagte sig gennem 600 delikatesser.

Luk video