Visitationszone ophæves i Odense: - men politiet er på vagt

Siden juni har Fyns Politi haft ekstra beføjelser til at tjekke borgere for våben og stoffer i Vollsmose.

Efter en rolig periode har Fyns Politi besluttet at ophæve visitationszonen i Odense-bydelen Vollsmose.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Visitationszonen blev oprettet 18. juni og gav politiet beføjelse til at undersøge borgere og køretøjer for eksempelvis våben eller stoffer uden at have en konkret mistanke.

Zonen er blevet forlænget flere gange i løbet af sommeren og skulle efter planen udløbe torsdag. Og her finder politiet det altså ikke nødvendigt at forlænge visitationszonen endnu engang.

Den ophæves derfor torsdag klokken 15.

Flere alvorlige episoder har præget Vollsmose. Derfor har politiet ment, at betjentene på Fyn skulle have ekstra beføjelser i boligområdet.

Om aftenen 24. juni blev en 31-årig mand skudt og dræbt, mens en anden mand blev såret af skud. Tidligere i juni var der en anden skudepisode i Vollsmose, hvor ingen personer dog blev ramt.

Forbrydelserne skyldes ifølge politiet en konflikt mellem "stridende grupperinger". Den dræbte 31-årige havde intet tilhørsforhold til de to parter.

Selv om visitationszonen ophæves, vil politiet fortsat holde et skærpet opsyn med Vollsmose, forsikrer vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi.

- Selv om vi nu nedlægger visitationszonen, så betyder det ikke, at vi stopper med at holde et yderst vågent øje med, hvad der foregår i området, siger Jesper Pedersen i en pressemeddelelse.

- Vi må insistere på, at det hver eneste dag skal være trygt og sikkert at færdes og bo i Vollsmose, Korsløkke og de nærliggende områder.

Politiet har foretaget 443 visitationer fra 18. juni til 27. august i Vollsmose. Visitationerne har medført 45 sigtelser.

I perioden har betjente beslaglagt 17 knive, en springkniv, 14 pebersprayer, fire boldtræer, et baseballbat, to hjulnøgler, et jernrør, et andet slagvåben, fem skruetrækkere og 30 patroner af forskellig kaliber.

Oversigt

    Oversigt