VM-fløj fra Odense vil bruge Final 4 som afledning fra fiasko

Odenses Freja Cohrt glæder sig til Final 4, hvor hun kan rette fokus på noget andet en VM-skuffelse.

Med 26-26 mod Serbien 11. december sluttede de danske håndboldkvinders VM i mellemrunden. Og med resultatet brast også de danske OL-drømme.

Tårerne trillede ned ad kinderne på mange af de danske spillere, og skuffelsen var en slem bet for både spillerne og dansk kvindehåndbold som helhed.

Odense Håndbolds venstrefløj Freja Cohrt var en af spillerne på det danske VM-hold. Her to og en halv uge efter nedturen, sidder den stadig i hende.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det var pisse hårdt at komme hjem. Det var en kæmpe skuffelse, siger Cohrt forud for weekendens Final 4-stævne i den danske pokalturnering.

- Man kommer ikke bare lige af med den, men jeg har givet mig selv lov til at tage tid til at være vred, ked af det og skuffet. Det er ikke, fordi det bare er væk, fordi der er gået godt to uger nu. Det kommer til at tage noget tid.

Men netop den kommende opgave med Final 4 i Gråkjær Arena i Holstebro kan være med til at skubbe de dårlige tanker om VM på afstand.

- Det er på en måde positivt, at vi nu har så vigtig en opgave her, så man er nødt til at rette fokus hen mod den, siger hun.

Selv om træner Jan Pytlick har rådet over det måske mest slagkraftige mandskab på papiret i et par år nu, så er titlerne endnu udeblevet for det fynske hold.

Sidste år blev pokalfinalen tabt til Nykøbing Falster Håndbold.

I lørdagens semifinale skal Odense møde København Håndbold, og selv om Odense har haft hele ni spillere til VM i Japan, så slår Freja Cohrt fast, at der stadig er lidt energi tilbage i tanken.

- Det har man altid til et Final 4-stævne, lyder det fra venstrefløjen, som ifølge hende selv også skal have gode ben, hvis målet om en titel skal nås.

- Vores forsvar bliver en nøgle, så vi kan få nogle lette mål i kontrafasen, vurderer hun.

I den anden semifinale mødes Herning-Ikast Håndbold og TTH Holstebro. Bronzekamp og finale spilles søndag.

Oversigt

    Oversigt