VM i bue og pil til Odense

Odense bliver i september vært for World Cup-finalerne i bueskydning.

World Cup-finalerne i bueskydning i år bliver afgjort på dansk grund, når Odense i september bliver vært for arrangementet.

- Danmark har et stærkt renommé i den internationale bueskydningsverden.

I 2009 var Nyhavn med til at sætte helt nye standarder for afviklingen af en World Cup-finale, siger Rolf Lind, formand for Bueskydning Danmark, i en pressemeddelelse.

- I sommer lavede vi et ikonisk setup i hjertet af København på Christiansborg Slotsplads, som blev "like never before".

- Med valget af Odense til World Cup-finalen i september 2016 håber vi sammen med Sport Event Denmark og Sport Event Fyn at kunne skabe det næste eventyrlige eftermæle for bueskydning i Danmark, siger formanden.

Danmark var sidste år vært for VM i bueskydning, hvor finalerne blev afviklet på Christiansborg Slotsplads i København.

Ved den lejlighed vandt Danmark flere medaljer. Stephan Hansen vandt VM-guld i compound og herreholdet vandt bronzemedaljer.

Direktøren for Sport Event Denmark, Lars Lundov, glæder sig over, at Danmark har sikret sig World Cup-finalerne.

- Danmarks compoundkvinder har netop vundet VM-guld, mens mændene skød sig til sølv ved indendørs-VM i bueskydning. I 2009 var Danmark også vært for en World Cup-finale i Nyhavn og i sommer et VM på Christiansborg Slotsplads.

- Det bliver med disse erfaringer, vi til september giver vores dygtige skytter hjemmebane ved World Cup-finalen i Odense, siger han.

World Cup i bueskydning afvikles i år over tre runder i tre forskellige lande; Shanghai i Kina, Medellin i Colombia og Antalya i Tyrkiet.

De otte bedste bueskytter i hver kategori, recurve og compound, går videre til World Cup-finalen i Odense.

Oversigt

    Oversigt