Voldsmand sparkede og slog tilfældige

En 20-årig mand fra Odense har haft næverne siddende lige lovligt løst i det odenseanske natteliv. Han sigtes nu for vold.

Hele fire tilfælde af vold fører nu til, at en 20-årig mand skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag. Han er sigtet for at have slået og sparket flere tilfældige personer.

Den unge mand blev anholdt natten til lørdag ved 1.30-tiden, efter at han var gået amok i Vestergade i Odense. Han er anmeldt for at have slået en person, for at have skubbet én ind gennem en rude samt slået én i ansigtet.

Tidligere på natten havde en anden borger også anmeldt at være blevet sparket ud efter under en cykeltur. Da han var blevet væltet af cyklen, blev han også slået. Politiet sigter nu også den 20-årige mand for den episode, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist.

Manden fremstilles i grundlovsforhør klokken 11.

Oversigt

    Oversigt