Vollsmose-klub står foran kæmpekamp: - Det bliver en festdag

Det bliver en stor oplevelse for alle implicerede, når Serie 1-holdet FIUK tirsdag tager imod Superligaens øjeblikkelige nummer 5, AaB.

Opdatering
Clock31. aug 2021, kl. 19:55
FIUK taber til AaB 0-13 i pokalkampen på Odense Atletikstadion.


Tirsdag bliver efter alt at dømme den største dag i Vollsmose-klubben FIUK’s foreløbige historie, når de møder superligaholdet AaB i en pokalkamp på Odense Atletikstadion.

Efter at have besejret tre fynske mandskaber i pokalturneringen vandt FIUK i seneste runde 2-1 over Løjt IF fra Sønderjylland. Sejren har nu givet en adgangsbillet til en sjov og udfordrende oplevelse - nemlig et direkte møde med en af landets største og ældste fodboldklubber.

Ifølge presseansvarlig i FIUK Thomas Skov Jensen forventer klubben op mod 1.000 tilskuere til kampen, hvoraf cirka 300 af dem forventes at være AaB-tilhængere.

Det er Odense Atletikstadion, der skal danne rammen om kampen, som starter klokken 18.

En forventningsfuld formand

FIUK’s formand, Marco Gauden, ser frem til kampen, som han håber kan være med til at kaste et positivt lys over hele området.

- Det er en stor anerkendelse for hele klubben, at vi er nået til et stadie i turneringen, hvor vi skal møde et superligahold. Det betyder meget for os, at vi kan være med til at skabe en positiv historie fra Vollsmose, og det er vi sikre på, at det bliver i morgen (tirsdag aften, red.). Vi arbejder aktivt med at være en positiv repræsentant for området herude, og det er kampen her et led i.

- Det bliver en festdag for alle i og omkring klubben, og vi glæder os helt vildt, både spillere, trænere og ledere.

Kun sejren tæller

Og på spørgsmålet om, hvad succeskriteriet er, når et Serie 1-hold møder et hold fra toppen af Superligaen, er svaret klart:

- Vi kommer for at vinde. Drengene kan ikke finde ud af at spille for andet – uanset om det er hyggebold, træning eller kamp. Det bliver svært, men vi kommer for at vinde. Det er vores eneste mål.

Som et ekstra krydderi til tirsdagens kamp skal FIUK's spillere, trænere og ledere fragtes i bus fra Vollsmose til Odense Atletikstadion. En procedure, der ikke normalt tages i brug, når holdet drager på udebane i Serie 1. 

FIUK, der står for Fyns Internationale Ungdomsklub, hører til i Vollsmose og blev stiftet i 2004. Klubben spiller normalt sine hjemmekampe på banerne ved Humlehaveskolen i Odense og frister aktuelt en tilværelse i Serie 1 – altså seks rækker lavere end modstanderholdet fra Aalborg. Foruden holdet i Serie 1 har FIUK to seniorhold i henholdsvis Serie 3 og Serie 4.

Kampen sendes direkte på DR2. 

Oversigt

    Oversigt