Fyns Politi har anholdt en 35-årig mand i forbindelse med et drabsforsøg i Vollsmose i mandag aften.
Det fremgår af politiets sigtelse, at den 35-årige gik amok på en mand, der var blevet skudt og stukket med kniv.
Sammen med flere andre personer sparkede den 35-årige ifølge politiets sigtelse offeret, som lå hjælpeløs på jorden.
Gruppen af voldsmænd lod sig tilsyneladende ikke mærke af, at en politiassistent var i færd med at yde førstehjælp til offeret.
Offeret er den 26-årige mand, der kom kørende i bil til Vollsmose Torv mandag aften sammen med sin 21-årig lillebror, hvor der pludselig blev skudt imod dem.
Den 26-årig blev ramt i den ene ben og stukket flere gange i det andet, mens lillebroren slap væk i bilen.
Drabsforsøget udløste tumult på skadestuen på Odense Universitetshospital senere på aftenen, hvor op til 60 mænd stormede ind for at få fat på den 26-årige.
Mændene truede personale og politi, der bevogtede den 26-årige, samt udøvede hærværk mod skadestuen ved at kaste med sten og hive billeder ned fra væggene.
Der er indtil videre varetægtsfængslet 3 andre mænd for at deltage i begivenhederne, der fandt sted mandag aften i henholdsvis Vollsmose og på skadestuen.
Den 35-årige vil fredag eftermiddag klokken 14 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense.
Sigtelsen mod ham lyder på grov vold.