Vollsmose-skoler genindfører modersmålsundervisning

Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen har besluttet at genindføre  modersmålsundervisningen for nogle elever.

Modersmålsundervisningen blev ellers afskaffet i 2002 i folkeskolen og gjort til en sag for forældrene selv.

Nu har Odense Kommunes skoleafdeling bevilget en halv million kroner til deling mellem de to skoler til projektet. Det hilser de velkommen på Abildgårdskolen.

- Vi ønsker, at elevernes eget sprog kommer i spil som en ressource. Det gør vi ved, at forældrene har fået muligheden for at vælge, om deres børn skal have modersmålsundervisning i enten arabisk, somalisk eller tyrkisk, og hvor undervisningen i modersmålet foregår i tæt sammenhæng med det, der foregår i den danske del af skolen, siger Abildgårdskolens inspektør Allan Feldskou.

Det har været et stort ønske for Socialdemokraterne og SF at få genindført modersmålsundervisningen i Odense.

- Vi skal behandle sprog som en ressource og ikke som en svaghed. Det er noget, vi har arbejdet for lige siden valget, så jeg er enormt tilfreds med, at vi kan begynde at tilbyde det her på Vollsmose-skolerne, siger Socialdemokraternes politiske ordfører Tim Andersen.

Oversigt

    Oversigt