muted

Danmarks bedste minigolfspiller kommer fra Fyn

En knæskade spændte ben for Simon Junkers fodboldkarriere. Det efterlod et stort hul i den unge fynbos liv, som han forsøgte at lappe lidt tilfældigt med minigolf. Men den lille golfkugle vandt hans hjerte – og i dag er han Danmarks bedste til den sport, som mange stadig tror kun dyrkes på campingpladser.

quote Når jeg går ind til noget, så er det for at vinde og blive den bedste.

Simon Junker

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en lille kælder på Rugårdsvej i Odense finder man en helt særlig forening, som dyrker en helt særlig sportsgren. En sportsgren, som de fleste nok ville anse som en campist-aktivitet.

Det er minigolf, og i kælderen ånder sjæl og lidenskab.

Her begyndte den dengang kun 22-årige Simon Junker sin karriere inden for minigolf.

I dag er han 28 år, og for Simon Junker er minigolf meget mere end en campist-aktivitet. Som 23-årig blev han udtaget til landsholdet, som 24-årig blev han Danmarks bedste minigolfspiller og som 28-årig var han den niendebedste minigolfspiller i verden.

- I minigolf kan man virkelig perfektionere sig. Man kan altid gøre det bedre. Du kan altid lave bedre slag, og der er altid nye rekorder, der kan erobres, siger Simon Junker.

Minigolfens historie

Når vi skriver, at Simon Junker spillede minigolf for første gang, da han var 22 år, så passer det ikke helt. Han var fire eller fem år. Men på daværende tidspunkt var det naturligvis bare en ferieaktivitet for ham. 

- Jeg har altid tænkt minigolf som en campistsport. Og det er det egentlig også for langt de fleste, siger Simon Junker. 

- Men så snart man prøver kræfter med den mere alvorlige og seriøse side af sporten, så kan man aldrig se på det som en ferieaktivitet igen. Det rette udstyr, baner og mennesker gør det usammenligneligt med noget andet.

quote Simon er en passioneret og målrettet type, og jeg tror ikke, der er nogen som ham i minigolfen. Der er ikke noget, han ikke kan klare.

Karsten Nørskov, tidligere landstræner.

muted

En knæskade fra fodbold banede vejen for minigolfen

Simon Junker blev nødt til at lægge alt med fodbold fra sig i 2014.

quote Jeg savnede fodbolden, jeg savnede kammeratskabet, jeg savnede omklædningsrummet.

Simon Junker

Simon Junker har spillet det meste af sit liv i Næsby Boldklub.

I ungdomsårene nåede han til at spille divisionsfodbold. Men da han var omkring 19 år, gik hans knæ i stykker. Han blev opereret for et overrevet korsbånd. 

Selvom han forsøgte flere gange, kom han aldrig rigtig tilbage til sin topform.

Første klubber i Danmark

- Jeg manglede lige pludselig noget i mit liv. Jeg havde jo spillet fodbold, siden jeg var fem år. Der kom et kæmpe hul i mit liv. Jeg savnede kammeratskabet, omklædningsrummet, fællesskabet og konkurrencen i fodboldsporten. Der skulle ske noget, fortæller Simon Junker.

Et halvt år efter han stoppede endegyldigt med fodbold, prøvede han for første gang kræfter med minigolfen. Det startede for sjov, men udviklede sig hurtigt til noget andet.

- Efter jeg havde spillet lidt for sjov med mine kammerater om sommeren, kunne jeg bare mærke, at det kaldte på mig. Jeg havde ikke fået nok af det, og der var noget konkurrence og perfektionisme i sporten, der trak i mig, siger han.

Kort tid efter startede han i Odense Minigolf Club, og derfra tog det fart.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Simon Junker var vant til at træne fire til seks timer hver dag fra fodbolden, og meningen med minigolfen var, at det skulle overtage fodboldtrangen.

Derfor lagde han de samme antal timer og kræfter i minigolfen, og det gav pote i sidste ende.

- Jeg blev udtaget til minigolflandsholdet første gang, et år efter jeg startede på minigolfen. Og det var jo kæmpestort, husker Simon Junker.

Danmarksmester og VM i Kina

Simon Junker leverede det bedste danske resultat nogensinde til VM i Kina i efteråret 2019.

quote Spurgte du mig lige efter, så var jeg faktisk skuffet.

Simon Junker

Efter to års træning og diverse turneringer med landsholdet, vandt Simon Junker det danske mesterskab for første gang i sommeren 2016. Han blev Danmarksmester.

Den tidligere landstræner Karsten Nørskov er da også meget imponeret over Simon Junker og hans udvikling. Han er noget helt særligt, mener han.

- Simon er en passioneret og målrettet type, og jeg tror ikke, der er nogen som ham i minigolfen. Der er ikke noget, han ikke kan klare. Han har det hele: Vinderinstinkt, et talent uden lige og så er han mentalt stærk, fortæller Karsten Nørskov til Bemærk.

Minigolf er en sport, hvor det gælder om at have hovedet med sig.

 - Det er de små marginaler, der afgør det hele. Og så skal det altså hænge sammen mentalt. Meget af det kommer sikkert fra hans fodboldtid. Mange af dem, han står overfor, har jo 20 års erfaring, så Simon er i mentalt god form ud over det sædvanlige, siger den tidligere landstræner.

I efteråret 2019 drog Simon og fem andre landsholdsspillere til Kina, hvor de deltog i VM i minigolf. Her sikrede han sig en niendeplads i solo, som er det bedste resultat for en dansker nogensinde.

Derudover hjalp han også det danske landshold til en femteplads i hold, hvilket også er det bedste resultat for et dansk landshold nogensinde.

Minigolflandsholdet til VM i 2019
Minigolflandsholdet til VM i 2019
Foto: Facebook

- Havde du spurgt mig lige efter turneringen, så var jeg faktisk ret skuffet. Men set i bakspejlet er jeg naturligvis enormt stolt og beæret. Det er det største danske resultat i minigolf nogensinde, og det er selvfølgelig noget, der rører mig, siger han.

Simon Junker optræder på følgende tidspunkter:

39.53 til 40.50

1.23.41 til 1.23.59

3.21.26 til 3.21.58

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
muted

Forældrelivet trækker det meste af tiden

I april 2017 blev Simon Junker far til en lille dreng, og til sommer skal han være far til nummer to.

quote At blive far er personligt det største, jeg nogensinde har oplevet.

Simon Junker

quote På det personlige plan er det jo det største, jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Simon Junker om at blive far.

I disse dage lægger Simon Junker ikke de samme timer i minigolfen som tidligere. Han har nemlig fået en ny opgave i livet.

Han blev far i april 2017, og han venter endnu et barn i juni måned - og børn kræver tid og opmærksomhed. 

- På det personlige plan er det jo det største, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Jeg har valgt at fokusere meget på min familie, og så er minigolfen, som egentlig bare er en hobby, kommet lidt i anden række. Jeg lærer til gengæld at effektivisere min tid på en anden måde, så jeg er faktisk lidt mere koncentreret, når jeg så spiller minigolf, siger Simon Junker.

Artiklen fortsætter under billedet.

Simon Junker præsenteret i Olofströms BGK
Simon Junker præsenteret i Olofströms BGK
Foto: http://www.olofstromsbgk.se

Farrollen betyder dog ikke, at han dropper minigolfen. For nylig skiftede han til Olofström i Sverige, og det er et signal om ambitioner og nye mål.

- Når jeg går ind i noget, så er det for at vinde og blive den bedste. Derfor har jeg også valgt at skifte klub i Sverige. Sverige og Tyskland er de bedste minigolf-nationer i verdenen, og de har ligeledes de bedste ligaer, siger Simon Junker til Bemærk.