Zirkus Nemo udsat for livsfarligt hærværk

På vej mod sæsonens sidste stop i Odense er Zirkus Nemo blevet udsat for farligt hærværk. Cirkusdirektør Søren Østergaard er i chok og sender en advarsel til andre trafikanter.

En bølge af livsfarligt hærværk har henover sommeren spredt sig på tværs af Danmark.

Hjulbolte er blevet løsnet på både cykler og biler – og sågar på børnesæder fastspændt på cykler.

I weekenden gik det ud over en cirkusvogn fra Zirkus Nemo, som holdt parkeret ved transportcentret Stop 39 i Slagelse, mens resten af cirkus blev flyttet til sæsonens sidste forestillingsstop, Odense.

Det skriver Sjællandske.

- Jeg er i chok, det er virkelig en ubehagelig og uhyggelig oplevelse, fortæller Søren Østergaard til Sjællandske.

- Min vognmand var heldigvis snarrådig og tjekkede boltene, inden han kørte af sted. Den ene var løsere end den anden, og det bliver de altså ikke af sig selv, siger Søren Østergaard, der også fortæller, at vognen holdt ved Stop 39 i et døgns tid på grund af flytningen af cirkus til Odense, hvor de nu har slået teltet op på Dyrskuepladsen.

Han fortæller, at de er allerede har talt med politiet om sagen.

- Vi har selvfølgelig meldt det til politiet, som heldigvis også tager det meget alvorligt, siger Søren Østergaard.

En rystet Søren Østergaard advarer mod det farlige hærværk, der kan afstedkomme voldsomme trafikulykker.

- Jeg vil gerne advare andre om denne tendens. Det er virkelig livsfarligt. Tænk, hvis der var faldet et hjul af på motorvejen! Det er livsfarligt, ikke bare for chaufføren. Derfor vil jeg gerne sige det højt og advare andre, siger Søren Østergaard. 

 

Oversigt

    Oversigt