Anholdt brandstifter sigtes også for blufærdighedskrænkelse

Udover fire tilfælde af ildspåsættelse sigtes den 41-årige mand også for blufærdighedskrænkelse.

Sent torsdag eftermiddag anholdt politiet en 41-årig mand og sigtede ham for to tilfælde af ildspåsættelse ved Dyrup Kirke.

Senere fredag fortalte anklager Jacob Thaarup, at manden også vil blive sigtet for yderligere to tilfælde af brandstiftelse - og i Retten i Odense fredag middag kom det frem, at den 41-årige anholdte også er sigtet for blufærdighedskrænkelse.

De seneste tre sigtelser stammer alle fra den 26. november 2015, hvor manden omkring kl. 21.30 blotter sig for en kvinde og onanerer foran hende.

Blot halvanden time senere forsøger manden at sætte ild til både Dalumvej 8, en begravelsesforretning, og Dalumvej 10, hvorpå der ligger en dyreklinik.

Nægter sig skyldig

Den 41-årige mand nægter sig skyldig i alle sigtelser og vil efter aftale med sin forsvarsadvokat, Bjarne Rasmussen, ikke udtale sig, da han møder op til grundlovsforhøret i Retten i Odense i dag.

Den anholdte mand er karseklippet, har gedeskæg og var i retten iført en rød hættetrøje, posede bukser og hvide gummisko.

Manden sagde intet, men sad blot og så op mod dommeren.

Kun på et enkelt tidspunkt, da pressen gjorde indsigelser mod senioranklager Jacob Thaarups ønske om at lukke dørene for netop pressen, vendte den 41-årige mand sig om mod pressen og tog bestik af de fremmødte, fortæller TV 2/FYNs reporter fra Retten i Odense.

Dommeren godkendte anklagerens ønske, og grundlovsforhøret blev efterfølgende afholdt for lukkede døre.

Anholdt to gange torsdag

Inden dørene blev lukket kom det også frem, at den 41-årige mand faktisk havde været anholdt tidligere på dagen torsdag, hvor politiet dog lod ham gå igen.

Men torsdag kl. 17.26 følte efterforskningsholdet sig alligevel så sikre i deres sag, at de valgte at anholde ham endnu en gang.

Oversigt

    Oversigt