Påsat brand: Politi efterlyser unge

I forbindelse med den påsatte brand ved Dalum Skytteforening natten til lørdag efterlyser Fyns Politi nu en gruppe unge, der opholdt sig i nærheden af skytteforeningen.

Fyns Politi kæder den påsatte brand i Dalum Skytteforening sammen med den voldsomme brand i Odense Roklub for 10 dage siden.

Og i den forbindelse er politiet meget interesseret i at høre fra folk, der har set eller hørt noget. Ifølge Carsten Mogensen fra Fyns Politi har en gruppe unge opholdt sig i nærheden af Dalum Skytteforening natten til lørdag.

- De unge mennesker, der højst sandsynligt har siddet og hygget sig ved et bord-bænkesæt i nærheden, dem vil vi meget gerne i kontakt med. Har de set noget mistænkeligt? Kan de bidrage med noget, som vi kan bruge til noget? De kan godt ligge inde med oplysninger, som de ikke er klar over, at vi kan bruge.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Oversigt

    Oversigt