Nu er der også fundet gift i drikkevandet i Kerteminde

Kerteminde Forsyning lukker tre boringer efter fund af desphenyl-chloridazon. Ingen har været udsat for sundhedsmæssig risiko.

Kerteminde Forsyning oplyser i en pressemeddelelse sent torsdag eftermiddag, at der gjort et fund af pesticid-rester i drikkevandet.

Fundet er gjort i Kertemindeområdets drikkevand. Det vil sige, Munkebo er ikke omfattet, da vandet her kommer fra Odense, og fundet holder sig under den sundhedsmæssige grænseværdi.

"Vi har i dag fået testsvar for det pesticid, desphenyl-chloridazon, som man også har fundet i Slagelse, Esbjerg, og som der nu testes landsdækkende for", skriver Kerteminde Forsyning.

De oplyser desuden, at ingen har været udsat for sundhedsmæssig risiko.

"Fundet ligger på 0,74 mikrogram pr. liter. Den tekniske grænseværdi er 0,1 mikrogram pr. liter. Men det skal holdes op imod, at Miljøstyrelsen angiver 240 mikrogram pr. liter som en sundhedsmæssig grænseværdi", skriver forsyningsvirksomheden videre i pressemeddelelsen. 

Der er ikke tidligere blevet testet for det pågældende stof,  fordi det ikke har optrådt på Miljøstyrelsens liste over stoffer, forsyninger skal teste for.

Kerteminde Forsyning lukker med det samme de tre boringer, der har den højeste koncentration, og vil sammen med kommunen arbejde på en langsigtet løsning.