Sikre efter test: Vandet er rent i Ebberup

Ebberup Vandværk blev tidligere på efteråret kritiseret massivt for ikke at ville teste sit vand for gammelt roesprøjtemiddel. Nu er vandet testet. Og det er rent.

Vandet i Ebberup er rent for desphenyl-chloridazon. Det viser prøver, som netop er kommet tilbage fra laboratoriet.

- Vi er glade for resultatet. Vi var jo klar over, at vores vand er rent. Men nu har vi dokumentation for det, siger Tage Rasmussen, formand for Ebberup Vandværk.

quote Vi er glade for resultatet. Vi var jo klar over, at vores vand er rent. Men nu har vi dokumentation for det.

Tage Rasmussen, formand, Ebberup Vandværk.

I september kritiserede eksperter og endda de danske vandværkers egen formand i skarpe vendinger bestyrelsen for Ebberup Vandværk.

Langt under grænseværdien

For på trods af gentagne fund af det gamle roe-sprøjtemiddel desphenyl-chloridazon på en række fynske vandværker nægtede Ebberup Vandværks bestyrelse at teste vandet.

Det på trods af, at der netop området omkring Ebberup måtte formodes at være særligt udsat, fordi man i området tidligere dyrkede mange roer.

Efter massivt pres valgte bestyrelsen til sidst alligevel at teste vandet. Og nu er prøverne kommet tilbage.

I to boringer var der slet ingen rester af sprøjtemidlet. I den sidste boring viste prøven et indhold på 0,024 mikrogram desphenyl-chloridazon pr. liter.

Og det er altså væsentligt under den politisk fastsatte grænseværdi på 0,10 mikrogram pr. liter.

Oversigt

    Oversigt