Antallet af covid-19-indlagte på OUH er på sit højeste siden foråret

Selv om OUH har 18 patienter med covid-19, er der ikke grund til bekymring, forsikrer lægelig direktør. 

Ikke siden foråret har der været så mange indlagte patienter med covid-19 på Odense Universitetshospital, OUH.

Det er dog ikke alarmerende, forsikrer Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægelig direktør på OUH.

- Det er ikke bekymrende. Tallene i efteråret har udviklet sig langsomt over to en halv måned. Vi begyndte at se indlæggelser omkring 1. september, og vi har været på 15 – så var vi nede på 7 – og så er det steget langsomt igen til nu 18, siger Bjarne Dahler-Eriksen. 

Antal indlagte med covid-19 på OUH

Bliver isoleret

Selv om der er 18 indlagte patienter med covid-19 på OUH, er det ikke dem alle, der ligger på sygehuset, fordi de er blevet smittet med coronavirus. 

- Cirka 10-20 procent tæller med, fordi de er positive, men de er ikke covid-syge. De har måske brækket benet, og det belaster selvfølgelig en smule, fordi de er isoleret, forklarer Bjarne Dahler-Eriksen, der vurderer, at antallet af patienter, der er syge på grund af covid-19, ligger på omkring 15. 

- Vi har en etage, hvor vi har flyttet en afdeling ud, så de har etagen for sig selv. Der er plads til 20.

Modtager behandling

Der er dog en væsentlig forskel på patienterne, der lå på sygehuset i foråret og nu her i efteråret. 

- Det, der heldigvis er kendetegnet ved efteråret, er, at patienterne kommer tidligere ind. De ved, at de har covid-19, når de kommer ind, og det vil sige, vi kan begynde at behandle dem. Der er også kommet godkendte behandlinger som for eksempel remdesivir, og det er med til at afkorte indlæggelsernes varighed, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

- De bliver heller ikke så syge. Der er færre indlagte på intensiv. Vi har hele efteråret haft færre end fem indlagte på intensiv, fortæller han.

På landsplan er der 255 indlagte patienter med covid-19, heraf ligger 41 på intensiv. 

Oversigt

    Oversigt