I det fynske folks tjeneste

Bliv testet så snart du har de mindste symptomer: Der er masser af ledig test-kapacitet

Smittetallene i Region Syddanmark stiger. Derfor opfordrer Region Syddanmark til, at borgerne i regionen sørger for at lade sig teste, selv hvis de har milde symptomer.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Fredag var der 859 registreret med corona det seneste døgn. Det er det højeste antal, registreret i Danmark under coronakrisen.

Derfor opfordrer Region Syddanmark nu alle til at passe ekstra godt på hinanden og lade sig teste, så snart man får mistanke om, at man måske har corona-symptomer.

-  Selvom vi alle sammen godt kunne tænke os, at det var anderledes, viser tallene tydeligt, at 2. bølge af coronavirussen skyller ind over os, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Læs også Følg corona-situationen: Ærø er under bekymringsgrænsen

Derfor gælder opfordringen også, selvom det kun drejer sig om let feber eller hoste. 

- Det betyder, at vi alle sammen skal hanke op i os selv og være ekstra opmærksomme på at blive testet, så snart man har de mindste symptomer, siger Kurt Espersen.

Masser af ledig kapasitet

Fredag var der kun tre ud af de 22 kommuner i Region Syddanmark, der lå under bekymringsgrænsen på 20 smittede per 100.000 borgere. Det drejer sig om Fanø, Sønderborg og Nordfyns kommuner. 

Lørdag er der registreret 789 nye tilfælde af coronasmitte det seneste døgn i Danmark, og Nordfyns Kommune er fortsat den eneste kommune på Fyn under bekymringsgrænsen.

- Det er rigtig ærgerligt men forventeligt, at smittetrykket stiger nu. Men vi er godt forberedte, fordi vi har øget testkapaciteten så meget, at man som regel kan få en tid til test samme dag. I langt de fleste tilfælde vil man få svar i løbet af et maks to døgn, siger Kurt Espersen.

Flere teststeder

Ud over øgningen i antallet af tests er regionen også i gang med at gøre det nemmere at blive testet i sit nærområde, skriver Region Syddanmark i pressemeddelelsen.

Læs også Optiker har erfaring med mundbind i butikken: - Vi er mega klar

Regionen har inden for de seneste par uger åbnet testfaciliteter i blandt andet Svendborg. Derudover vil der senest i december åbne nye vintersikre teststeder i blandt andet Odense, Middelfart og Nyborg.

Antallet af mobile testenheder, der kører ud til områder, virksomheder og institutioner, hvor smittetrykket er særligt højt, er også øget.

På regionens facebook-side kan man se, hvor bilerne er udstationeret. De gør opmærksom på, at der kan være ændringer i planen, hvis smittebilledet ændrer sig drastisk.