Corona-pres i hovedstaden: Kræftpatienter risikerer at skulle flyttes til Syddanmark

Antallet af indlagte personer med coronavirus i Region Hovedstaden har 'sprængt skalaen'. Kræftpatienter skal derfor muligvis flyttes.

Region Hovedstaden har opjusteret antallet af sengepladser på intensiv med yderligere 200, men er hårdt presset på grund af coronavirus.

quote Vi har medarbejdere, der arbejder rigtig hårdt og har gjort det i mange måneder

Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand, Region Hovedstaden, Soc.dem

Det betyder, at nogle kræftpatienter kan blive overflyttet til Region Syddanmark, der ikke er lige så hårdt presset på grund af pandemien.

- Vi står i et stormvejr, vi ikke havde forestillet os, siger lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger.

Hun uddyber, at de har været nødt til at opfinde nye trin i deres beredskabsplan, fordi de har oplevet så mange indlagte patienter. Derfor risikerer nogle patienter at blive flyttet.

- Vi er ret tæt på at blive nødt til at gøre det. Vi har til formiddag fået indmelding fra hospitaler om, hvilken type patienter man har brug for hjælp til, og det er vi i kontakt med Region Syddanmark om, siger hun.

Arbejder på at udvide kapacitet

Dorthe Crüger fortæller, at der ikke er tale om flere hundrede patienter, men om kræftpatienter, hvor det er vigtigt, at de får et tilbud om operation inden for få dage.

- Vi har allermest brug for hjælp til kræftpatienter og andre patienter, der skulle have været opereret over jul og nytår. For nogle af dem kan det godt være, at vi skal finde et hospital i Region Syddanmark, siger hun.

De mange patienter i regionen har sprængt de planer, som regionen havde for at have plads, og regionens ledelse arbejder nu på at udvidede kapaciteten yderligere, så der er plads til både coronasyge og andre, der har behov for behandling.

- Vi er i undtagelsestilstand

Vicedirektør og lederen af arbejdsgruppen for isolationspatienter Kristian Antonsen beklager, at man ikke er sikret behandling på nærmeste hospital.

- Som patient kan man ikke være sikker på, at man bliver vurderet eller behandlet på det nærmeste hospital. Det beklager vi, men det er nødvendigt i den nuværende situation, siger han.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) mener, at situationen er alvorlig.

- Vi er i undtagelsestilstand, vi har medarbejdere, der arbejder rigtig hårdt og har gjort det i mange måneder, siger hun.

- På nogle områder har vi ikke været forberedt godt nok, det må vi erkende, selvom vi troede, at vi var det, siger hun.

Smittetrykket er relativt højt, men er faldende i hovedstaden.

- Vi forsøger selvfølgelig at skaffe personale ad frivillighedens vej, men på nuværende tidspunkt er det desværre ikke muligt i forhold til den opgave, vi skal løse. Derfor bliver vi nødt til at råbe vagt i gevær, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Oversigt

    Oversigt