I det fynske folks tjeneste

De første 5.000 Moderna-vacciner skal bruges i Syddanmark

Tirsdag ventes den første sending med 5.000 doser af Modernas vaccine at ankomme til Danmark.

De første 5000 doser af coronavaccinen fra Moderna skal bruges i Region Syddanmark. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De første 5.000 doser af coronavaccinen fra Moderna ventes at ankomme til Danmark tirsdag.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en mail.

Alle doserne bliver taget i brug i Region Syddanmark.

Læs også Sygehuschefer vil have ansatte frem i vaccinekøen

Sundhedsmyndighederne har besluttet i første omgang kun at sende Moderna-doser til én region, fordi den første leverance er begrænset.

Halvdelen af den første sending vil desuden blive tilbageholdt for at sikre, at der er vacciner nok til andet stik, oplyser SSI videre.

Den næste sending på 6.000 doser fra amerikanske Moderna ventes ifølge Lægemiddelstyrelsen at ankomme i uge 4.

I uge fem ventes der at ankomme 16.000 doser, og i uge syv forventes Danmark at modtage 48.000 doser.

Modernas vaccine blev godkendt af EU-Kommissionen onsdag i sidste uge. Danmark har sikret sig doser nok til at færdigvaccinere tre millioner personer.

Vaccinen fra Moderna bliver den anden, der tages i brug i Danmark.

Læs også Se listen: Hvor er du i køen til en vaccine?

26. december modtog Danmark de første 9.750 doser af en coronavaccine fra Pfizer og BioNTech.

Siden da er der kommet to yderligere sendinger, så Danmark i alt har modtaget 95.550 doser.

I alt har Danmark sikret sig 9,2 millioner doser af vaccinen fra Pfizer og BioNTech. Det svarer til, at der kan vaccineres 4,6 millioner borgere.

Der kan dog være flere andre coronavacciner på vej. Danmark har via EU indgået i alt seks aftaler om muligheden for at købe coronavacciner, hvis de virker og kommer på markedet.

Samlet har Danmark mulighed for at købe et antal vacciner, som kan færdigvaccinere 20,4 millioner borgere. Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerne bliver købt.

Fakta om Moderna-vaccinen

* Moderna har testet vaccinen i en række studier, hvoraf det afsluttende og klart største havde deltagelse af 30.000 personer. Studiet er udført i USA.

* 196 af forsøgspersonerne fik symptomer, hvoraf de 185 var personer, som havde fået placebo - snydemedicin - mens kun 11 af tilfældene havde fået vaccinen. På den baggrund vurderes vaccinen at have en effekt på 94,1 procent.

* 30 forsøgspersoner fik et alvorligt forløb med coronavirus, men de var alle i placebogruppen. Der var ét dødsfald, også i placebogruppen.

* Vaccinen skal gives i to doser med omkring fire ugers mellemrum. Den skal opbevares ved en temperatur på minus 20 grader.

* Der er oplevet milde eller moderate bivirkninger, som forsvandt eller blev bedre inden for få dage.

* Typiske bivirkninger er smerter og hævelse på injektionsstedet, træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser, feber, hævede eller ømme lymfeknuder under armen eller kvalme og opkast.

* Vaccinen er med en pris på cirka 109 kroner per dosis den dyreste blandt de seks vaccineproducenter, som EU - og dermed Danmark - har indgået aftale med. Den billigste har en pris på 13,20 kroner per dosis.

* Modernas vaccine er baseret på rna-teknologi ligesom vaccinen fra Pfizer/BioNTech, der var den første til at blive godkendt i EU.

* De to virksomheder er de første til at lave en vaccine med den teknologi, som eksperter har kaldt banebrydende.

* Rna-vacciner adskiller sig fra traditionelle vacciner, fordi de ikke indeholder levende eller svækket virus, men består af en kopi af en del af coronavirussets arvemateriale.

Vaccinen fungerer groft sagt på den måde, at kroppen vaccinerer sig selv.

* Moderna er et amerikansk biotekselskab, der blev stiftet i 2010. Firmanavnet kunne give anledning til at tro, at det er et svensk selskab, men navnet henviser til den teknologi, selskabet bruger, der hedder messenger-rna.

 

Kilder: Moderna, Lægemiddelstyrelsen og New York Times.