Der bliver kampvalg om regionernes formandspost

Socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen vil ligesom Venstre-politikeren Stephanie Lose være regionsformand.

Region Hovedstadens regionrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S), melder sig ind i kampen om at blive formand for Danske Regioner.

Der oplyser hun selv på Facebook:

- Hvis vælgerne giver mig opbakningen igen, og mit parti står bag mig, så vil jeg meget gerne stille mig i spidsen for de danske regioner efter valget i november 2017.

Dermed er der lagt op til et kampvalg om, hvem der skal efterfølge den nuværende formand, Bent Hansen (S), som ikke genopstiller.

I sidste uge meddelte Region Syddanmarks regionrådsformand, Stephanie Lose (V), nemlig, at hun også gerne vil være regionernes formand.

Sophie Hæstorp Andersen lægger op til, at hun som formand vil tage ansvar for at udvikle "et stærkt offentligt sundhedsvæsen og skabe vækst - ikke bare omkring de store byer, men i hele Danmark":

- Det er ikke en opgave som regionerne kan løse alene. Det kræver samarbejde på kryds og tværs med borgerne, patienterne, medarbejderne, kommunerne, staten, industrien og mange flere.

Regionerne kunne ved årsskiftet fejre tiårs jubilæum. De fem regioner afløste i 2007 de 14 amter og har som hovedopgave at styre sundhedsvæsenet.

Lige siden regionernes fødsel har de været til heftig debat. Flere partier på Christiansborg ønsker at nedlægge dem helt. Venstre fremsatte før valget syv krav, som regionerne skal leve op til for at få lov til at overleve.

Da DR 8. januar spurgte Venstre-politikeren Stepahnie Lose til hendes syn på regionernes usikre fremtid, svarede hun:

 - Regionerne er på nuværende tidspunkt det bedste bud på, hvordan sundhedsvæsenet skal drives. Kommer der andre bud, så er jeg lydhør over for det, men jeg har endnu ikke set analysen, der peger på andre alternativer. Derfor tror jeg, at opgaven ligger hos os.

Regionernes styrende organer er regionsrådene med 41 folkevalgte medlemmer, som vælges for fire år ad gangen. I spidsen for regionsrådet står regionsrådsformanden, der vælges af regionsrådet.

Næste kommunal- og regionsrådsvalg er 17. november. Herefter skal Danske Regioner vælge deres formand.

Oversigt

    Oversigt